Vore elskte Søstre leve!
Brødre! stemmer i med mig!
For enhver den ædle svæve,
Som han har udkaaret sig!
Ingen dermed sig undskylde,
At hans Tiid ei kommen er!
Hver, som Venskabs Lov kan hylde,
Elske, thi han er det værd!
Bort fra os, hvo grusom krænker
Den, han Haand og Hierte gav!
Han giør Hymens Baand til Lænker,
Ægteskab til Elskovs Grav.
Bort med hver, som falsk kan svige
Den, der var ham kiær, og huld,
Hvo bedrage kan sin Pige,
Er som Ven ei prøvet Guld!
Leve hver en ædel Mage,
Som sin Mand er huld og troe;
Lindrer ham de mørke Dage,
Og forsøder ham de fro.
Hvem en saadan Viv er vorden,
Og der føler hendes Værd,
Han har Himlen her paa Jorden,
Han er Glædens Giver kiær!
Leve Pigen, som indtager
Ømme Yngling uden Sviig,
Og hans Siæl til Dyden drager,
Ved at drage den til sig!
Mangen Ynglings Skytsgudinde
En elskværdig Pige var;
Kan han blive Dyders Fiende,
Som hun elsker, og hun har?
Lever længe lykkelige,
Elskte Koners ømme Mænd!
Hver, som sukker for en Pige,
Vorde elsket ømt igien!
Hver, hvis Blik end frie omsvæve,
Snart i Amors Lænker gaae!
Alle vore Søstre leve,
De vi har, og end kan faae!