Verden til Feide nu udruster sig,
Blandt Konger og Fyrster og Lærde er Krig;
Een strider med Pen, og en anden med Sværd.
Held os, som kan sidde saa fredelig her!
Hvis Kongerne flittig forsamlede sig,
Og drak ved hver Tvist et Glas Viin paa Forliig,
Fik Jorden en evig og ænskelig Fred,
Og Viintapperlauget floreerte derved.
Den Malurt, den Malurt, som kommer i Blæk,
Maae giøre den Lærde saa stridbar og kiæk,
Men hvis han først Smagen paa Viin kunde faae,
Han holdt sig til den, og lod Blækhornet staae.
Jeg lever i Fred med den samfulde Jord,
Min eeneste Fjende staaer for mig paa Bord,
Med Flasken jeg fører evindelig Krig;
Og var jeg ei stærkest, saa fældte den mig.
Til Vaaben! til Vaaben! og strider som Mænd,
Der frygte ei Fiende, og svige ei Ven!
Den falder med Ære, som falder i Krig,
Nu Brødre! nu speiler jer alle i mig.