Den samfulde Verden nu taler om Fred,
og gjorde den med, om den kunde;
Selv Mars, vil man sige, af Krigen er keed,
og Verden vil Rolighed unde.
Thi Skjønhed og Ynde vor Hylding og Fred,
dem villig vi Lydighed sværge,
hvor var vel den Helt, som ei strax var bered,
for dem at nedlægge sit Værge?
Og er deres Scepter saa blidt og saa let,
som Fyrsters i Fødselsdagstaler.
Man lever og synger saa frit under det,
og frygter saa lidet Fiskaler.
Men Flaskerne, som her fra Syd og til Nord
imod os sig koalisere,
en Nidding, hvo ikke dem Feide tilsvor!
Og Undergangs Krig skal det være.
Ja Førend de os under Aaget skal faae,
de sidste Blodsdraabe skal lade,
og om vi da falde, nu Brødre! hvad saa?
Vi seirende falde saa glade!
Men Forbund og Fred hver en broderlig Ven,
der med os i Feldten vil drage,
og trofast ei vil lægge Vaabnene hen,
imens der er Fjende tilbage!
Ja Flaskerne Krig og de Drikkende Fred!
Ved Glassenes Klang vi forkynde,
og jublende gjentage Hyldingens Eed
til Glæde, og Venskab og Ynde!