Der er paa Jorden knap et Sted,
Man drikke kan sit Glas i Fred,
Hvor Folk ei nappes, eller slaaes,
Undtagen her hos os.
Og slaaes man ei, saa spytter man
I Næverne i mangt et Land,
Og det er næsten nok saa galt,
Som om man sloges alt.
I Sommer i Champagne fik
Sig Tydsken ret en deilig Drik,
Og mangen Tydsker drak saa stivt,
At Vinen blev ham Gift.
Men Frankrigs Kellerman kom da,
Og fulgte dem i Hast derfra,
Og godt og vel, om de og først
Fik stukket deres Tørst.
Men knap faaer Fransken dem paa Dør,
Før han sit Gienbesøg dem giør,
Og giør sig selv betalt ved Rhin
For sin Champagneviin.
I Klosterkielderne var der
En deilig Mængde Sechziger,
Da tydske Munke denne Skat
Med Smerte bad god Nat.
Dog at de Franske Vinen drak
Fra Hochheim og fra Bacharach,
Det havde jeg i deres Sted
Nok uden Tvivl giort med.
Men at de hugge Ranker om,
Det synes jeg slet ikke om,
Og derfor er det dem tilpas,
Ifald det gaaer dem fias.
Betragt nu dette Orlogsfærd,
Hvad Lærdom kan du finde der?
At du skal passe paa din Viin,
Imedens den er din?
Thi mon ei Tydsklands Munke fandt
Det gamle Ordsprog alt for sandt?
Heel ofte giemmer den til Kat,
Der giemme vil til Nat.
Dog vi, som sidde her saa trygt,
Og nyde Vinen uden Frygt,
Endnu en Lærdom faae vi her;
Dog den veed alt enhver:
Den Mand, vi skylde denne Fred,
Og heele vor Lyksalighed,
Erindres maae med bredfuldt Maal!
Vor gode Konges Skaal.