Knud Lyne Rahbek (1760–1830)

Hymens Fakkel nu omstunder

Holdes for en Gøgleild,

Hvo ved den til Lykken stunder,

Siger man, gaaer altid vild.

Men naar den, som sig beklager,

Selv har valgt en blind Ledsager,

Hvad kan Hymen vel dertil?

Plutus skal de fleste føre,

Han er blind, som hver Mand veed,

Og hvad skal nu Hymen giøre,

Naar man gaaer i slige Fjed?

Stundum kan hiin blinde Stakkel

Brænde sig paa Hymens Fakkel,

Men han aldrig seer derved.

Amordrengen leder andre,

Han kan gandske rigtig see;

Men har Løier af at vandre

Med et Bind for Øinene.

Blindebuk han gierne leger,

Og for disse Barnestreger

Lide hans Tilbedere.

Men han har en ældre Broder,

Ægte, ædel Kiærlighed;

Ham har Agtelse, hans Moder,

Lært at gaae i Dydens Fied.

Hver, som denne troe Veileder

Efter Hymens Fakkel leder,

Farer aldrig vild derved.

Saare, saare faa de ere,

Han faaer Lov at vise Vei;

Men os disses Held kan lære,

Hymens Fakkel sviger ei!

Leve, leve de, som vandre

Troe og glade med hverandre

Kiærligheds og Lykkens Vei!