Mihi parva rura
Et spiritum graiæ tenuem Camenæ,
Parca non mendax dedit;
Hor. Carm. Lib. II. Cd. XVI.
Omsider da! omsider mit du er,
Du gamle Hiem i Fryds og Sorgers Dage!
Min aarle Vaar, min Sommer henrandt her,
Hos dig jeg og min Fremtids Høst hendrage!
Hos dig henleve jeg i landlig Boe
Et stille Liv i Fred for Stadens Vrimmel,
Dens Larm og Sorg forstyrre ei min Roe!
Dens Taage mørkner ei din rene Himmel.
Hos dig jeg som i Tryllespeil paa ny
Min Fortids underlige Vandring nyde,
See hver henrunden Dag igien fremgrye;
Ved nydte Lyst, og svundne Sorg mig fryde!
Hos dig i Lye af løvriig Linderad,
Der Vidne var til Ungdoms ømme Smerte,
Jeg giennemføle skal erkiændtlig glad
Hvert huusligt Held, der læger saaret Hierte.
Du, stille Dam, som da modtog saa tit
Den unge Sværmers veemodfulde Taarer,
Froe skal du see hans Aasyn kummerfrit
Afbilde sig i dine blanke Vaarer.
I Marzvioler! elskte Rosenly!
Som Dammens Rand i hine Dage klædde!
Med dobbelt Pragt omblomstrer den paa nye,
Glad eders Ven nu hviler ved dens Bredde.
Min Cammas Hauge! hvor jeg Billedet
Af eget Liv taknemmelig erkiænder.
Som nys en ukruddækket steenstrøet Plet
Et Eden blev ved hendes Skaberhænder;
I hver en frodig Vext, hver Blomst fra dig
Min Lykke froe erkiænde skal sin Broder
Hvis vennehulde Smiil indbyde mig
At signe henrykt deres ømme Moder!
Her — o hvor kan jeg mig henvende her,
Hvor tusind Følelser mig ei modtage,
Hvor tusind hellige Erindringer
Hvert Fied, hvert Blik, hver Tanke ei ledsage!
De, de indvie mig mit Yndlingsted,
Derfor dets Savn har fulgt mig allevegne
Til Rhinens Bred, Ortungas Trylleegne,
Hvor, hvor jeg var, der ønskte jeg det med.
Lad vidtberejst Udlænding henrykt skue
Den vide Synskreds over seilklædt Strand,
Til gamle Malmøe fiernt i Sveas Land,
Et Belvedere i min lave Stue!
Saa langt fra dig jeg søger ei dit Værd;
Hos dig har jeg i Sorg et Fristed fundet,
Hos dig er bedre Stierne mig oprundet,
O derfor være du mig evig kiær!
O Kierlighed, som af min lave Hytte
Ved Camma skabte dig en Helligdom,
Saa trofast huld som hun, ved hvem du kom
Du dit og hendes elskte Hiem beskytte!
Du blide Venskab, som ved ædle Pram
Mig allerførst til disse Skygger bragte,
Som her saa tit mig Nectarbægret rakte
I beedske Stund til Bredden fyldt ved ham,
O aldrig kan du dette Sted forsage!
Dig fængsle tusind Minder her som mig!
Her kalder hver en Plet dig ham tilbage,
Her svæver Rein, her ømme Carl for dig!
Og du Camene! du har havt din Bolig
I disse Skyggers Fred fra Arrilds Tid,
Her du din Erichsen omsvæved blid,
Her lærde Ancher giæsted du fortroelig;
Da fik du disse Bakkers Gienlyd kiær,
Thi de gientog din Trøiels muntre Toner,
Endnu før Pram dig vied Altre her
Rigt prydede med vundne Laurbærkroner;
Glad her du i din Thaarups Alfsol saae
End meer end yndefulde Søstres Lige,
Og længselfuld endnu du vogter paa,
Naar du dog krandse skal den skiønne Pige.
Her har Tibullus Rein saa mangen Gang
Din uforanderlige Gunst erfaret,
Hvis kiære Minde han i skiønne Sang,
Som i sit skiønne Hierte har bevaret;
End svæver for min Tanke mangt et Navn,
Som Haanden nænsom væggrer sig at skrive,
O Sanggudinde! for ei dine Savn
Som Fædrelandets grusom at oprive.
Ei skabe de dig her et Pindus meer!
De er forbi, de fordums gyldne Dage,
Mig, ikkun mig du taus og ene seer,
Reent du dog gamle Hjemstavn ei forsage!
Du, du med Venskab, og med Kærlighed
Min Hyttes Genier, som hidtil blive,
Og Mandoms Held, og Alderdommens Fred,
Og Gravens Pryd treenige mig give!
Her Baucis og Philemon leve, døe
Tilsammen i hinandens Arm af Ælde,
Giengivne Heiberg Graad ved Graven fælde,
Og Monas Flaccus den med Blomster strøe.