Krandsen
(Efter Prior.)
(Efter Prior.)
Af Vaarens faure Blomsterhær,
De skiønneste, jeg kunde finde,
Violer, Roser, Lilier,
Jeg sankede til min Veninde.
En Krands til Ære for sin Ven,
Sig Laura af min Gave binder,
Men nær ved hendes skiønne Kinder,
Hvert Blomsters Skiønhed falmed hen.
Den heele Dag hun gik dermed,
Den ømme, eiegode Pige.
De blomstred’, hørtes mangen sige,
Da bedre end i eget Bed,
Mod Aften hun sin Krands aftog,
Og visne var de Blomster alle,
Bedrøvet lod hun Krandsen falde,
Og Øiet ned til Jorden, slog.
O! hulde Øie talte da,
Saa sødt, som aldrig Muser kunde,
Da ned af hviden Kind derfra
De stærke Taarestrømme runde.
Jeg saae dem, men anstilled’ mig,
Som jeg ei vidste Grund at finde,
Og spurgte ømt: hvad fattes dig?
Og hvorfor græder min Veninde!
Til Krandsen hun da viste hen,
Med taareblandet Smiil, og sagde,
O see! hvor stor Forandring, Ven,
Saa stakket stakket Tid frembragde.
O Ven! som Blomsterne er vi,
Vor Tid, vor Skiæbne er den samme,
Om Morgenen vi favre bramme,
Om Aftenen er alt forbi.
I Morges Stella smiilte, sang,
Af tusind Ynglinger tilbedet,
Før Aften Dødningklokken klang,
Min Taare hendes Liig har vædet.
Som Stella, der i Dag er død,
I Morgen kan din Laura være!
O! Ven! o dig dit Hierte lære,
Hvorfor din Lauras Taare flød.