Selskabssang
i det ny Aar 1794.
i det ny Aar 1794.
De Dage bortile med Lynildens Fart;
Men Daaren kun finder, de flygte for snart;
Han klager jo ogsaa saa mangen en Gang,
At Tiden ham falder saa græsselig lang.
O Venner! o Venner! vi kiende dens Værd,
Og hverken for kort eller lang den os er.
Lad Glædskabens Dage, som Øieblik flye;
De iile kun bort at afvexle med ny;
Og du, som de flygtendes Bortgang fortrød,
Veed du, hvad den kommende har i sit Skiød.
Hver Time, hver Time er Glædernes Væld,
For hver, som dem søger med redelig Siæl.
Een Time forsødes ved vel fortient Roe,
Een er os ved veldædig Virksomhed froe,
Een flyer i tillokkende Eensomhed hen,
Een svinder saa sødt hos en udkaaren Ven.
Og denne, og denne os lønner vor Dag
Ved Spøg, og ved Sang, og ved vennehuldt Lag.
Saa flyer da, I Timer, og Dage, og Aar,
Den Fryd, I os skiænkte, os Fremtiden spaaer,
Det Glædernes Bægger, som Venskab os gav,
Det fyldes kun meer, naar man drikker deraf.
O Venskab! o Venskab! med skummende Maal
Erkiændtlige drikke vi samtlig din Skaal.