Skal den hedde viis, som det ei rører,
Der behersker Daarers tomme Sind,
Mig fremfor de syv det Navn tilhører,
Mig er Guldet Muld, og Æren Vind;
Lykken mig ei Rang, ei Penge gav;
Jeg er lige glad, jeg leer deraf.
Jeg har seet den riige blegne, bæve,
Naar hans Actiebreve steeg, og faldt,
Skulde jeg i slig en Angest svæve,
Var min Riigdom lidt for dyrt betalt.
Nei min Skat, min Viin har stadigt Værd,
Den er evig god, mig evig kiær.
Skulde jeg mig bukke og credentse.
For at faae mig giøre til fornem Mand,
Jeg misunder ingen Excellence,
Han maae mellem Fiender drikke Vand;
Og jeg sidder her i Vennekreds
Ved et godt Glas Viin, og vel tilfreds.
Bacchus fra de Stores Tafler jages,
Da man veed, han aabner Hierterne,
Og der vilde smukke Ting opdages,
Kunde man i somme Stores see;
Eene den, hvis Siæl er reen og frie,
Den bør drikke Viin, thi drikke vi.
En Ting fattes kun i vores Glæde,
Saa bød den al Jordens Glæde trods,
Vare vore Skiønne her tilstæde,
Klinkede, drak med, og kyste os.
De erindres maae med bredfuldt Maal,
Skiænk, og klink, og drik din Donnas Skaal.