Lad andre raabe paa Sommeren,
Den Sommer adskiller Ven fra Ven,
Men Vintren bringer dem smukt tilbage.
Og Vise lære,
Det smukt skal være,
At Venner kiælig forsamled’ ere;
Og de har Ret.
Naar Mark og Skov er saa lysegrøn,
Dem mangen skuer med megen Gammen;
Men jeg veed den, der er meere skiøn,
End Mark og Skov og det alt tilsammen;
Skiøndt jeg saa lige
Det ei vil sige,
Hver fatter dog, at det er min Pige,
Og han har Ret.
Jeg vil ei nævne just med Foragt
De Chor, som Fuglene da opføre,
Men meget daarlig de holde Takt,
Og Ordene kan man aldrig høre;
Dog vil vi regne
Fra vore egne,
Vi dette Tab maae for Vinding regne;
Holdt de kun Takt.
I Marken stander en lystig Dands
Af Kiær og Frøer, af Lam og Vædre;
Men den maae være fra Vid og Sands,
Der nægte vil, at vi dandse bedre.
Lad dem probere.
En Dands at lære
Af vore, og det ei af de svære,
Saa skal man see.
Om Spraderen med sin Katteryg
Kan plumre Lauget lidt for os andre,
Saa har jo Sommeren ogsaa Myg;
Lad dem gaae op da imod hverandre!
Og vi, som svige
Ei vore Lige,
Veed og kun lidt af det Pak at sige,
Og det er vel.
Men skiøndt nu Vintren er mig saa kiær,
Jeg vil dog ei, vi dens Skaal skal drikke.
Ei som den jo var det ærlig værd;
Men ak den klinker, og takker ikke.
Nei Skaalen være
Det Kiøn til Ære,
Ved hvem os Vintrene blide ere:
De Skiønnes Skaal.