Lauenborgs Blomst
Efter Tiedge
Efter Tiedge
Hist Lauenborg det gamle staaer,
Höit det paa Harzbierg skinner,
Igiennem Udörk Veien gaaer
Til eensomme Ruiner;
Der blomstrer en Blomst ved Mindatstid,
Den glimrer i Liljedragt blændende hvid.
Alt lyser den et Timeslag
Ned i de mörke Dale,
Derpaa liig Uskylds stille Dag
Den hellig ned mon dale;
Da er det, som svævede Aander ned
Omkring et Freden indviet Sted.
En blid og lysklædt Skikkelse
I milde Himmeldufte
Da hæver sig, og see! og see!
Den svinder hen i Lufte,
Det vifter og suser, som fierne Sang,
Om Dal og Höi, der fra Luften klang.
I Dalen stod en Hyttelild,
Dens Væg de Ranker klædde,
Der blomstred Bertha, reen og mild,
En Mö, liig Rosen spæde;
Saa gierne hun ud over Giærdet saae
I Engen de spögende Smaalam gaae.
At bede rasken Hiort og Raa
Den Junker ud mon ride,
Ved Giærdet saa han Bertha staae
Ved aarle Morgens Tide,
Hvad, sagde han, seer du ved Giærdet her?
Fölg med mig, hvor mere at see paa der er.
Du være skal min Hiertenskær,
For deilig til en Hytte!
Nei! svared Bertha: det ei skeer!
Og flygted i sin Hytte,
Ved Arnen blev hun sin Moder vaer:
Ak Moder! vor Junker begiært mig har.
„Har end vor Junker dig begiært,
Lad dig hans Slot ei blænde,
Alt mangen Pige kom vanær’t
Tilbage ham af Hænde;
O bring den Jammer ei over mig!
Min Datter, o dvæl ikke! frels du dig!”
„Hvorhen, o Moder! frelse mig
Alt for hans Svende mange?”
Saa grædende hun kasted sig
I Moderfavnen bange.
„Et Kloster, min elskede Datterlild!
I rolige Skygger dig dölge vil.
Der smykker dig med kydske Glands
Höibenedidet Frue!
Der skal jeg dig med Myrthekrands
Bland Himmelbrude skue!
I Midnattens rædsomme Time der
Bevogter dig skiærmende Englehær.”
„Saa för, o Moder! för da du
Dit Barn til Klostrets Stille,
Fra onde Verden hende nu
At Slöret maa adskille!”
Thi förte nu Moderen Datter sin
I Klosterets Stille saa tröstig ind.
Men som den Junker det fornam,
Flux böd han sine Svende,
Med Vold den Mö, der undgik ham,
At skaffe ham i Hænde.
Da blev det Kloster saa haardt betrængt,
Og bragende blev dets Jernport sprængt.
De vilde Ransmænd ei bar Agt,
Ei Frygt for Helligdomme;
Af viet Celle frækt med Magt
Bortreve de den Fromme.
Mod Storm i rædsomme Midnatsstund
Paa Lauenborgsslot opbragtes hun.
„Velkommen! bröd den Junker ud,
Hvem hendes Graad ei rörte:
„Jeg röved jo den kiære Gud
Blot hvad mig selv tilhörte;
Thi deilige Ansigt tör du kun af,
Det lægger dig ikke i din Grav.”
„O! raabte hun: du Himlens Gud!
O du mig Bistand sende!
O naadig höre du din Brud,
Fra Skiændsel redde hende!
O Himmelens Lufte! o Blomster smaae!
O skal du uhævnet Uskyld forgaae?”
Dog tys, jeg hörer sagte Lyd,
O spildt er ei min Haaben!
En Engel kommer hist! o Fryd!
Jeg skuer Himlen aaben.”
Begeistret Bertha til Himmelen saae,
Og Hiertet alt sagtere monne slaae.
Undsluppet fra al jordisk Nöd,
Undkommen al Vanære,
Hun föres af sin Engel, Död,
Til Frommes Fryd og Ære.
En Lysgestalt monne for dem staae,
Af Angest de Rövere fast forgaae.
Hvor Berthas Öine lukked dem,
Et Blomster sees fremskyde,
Lyst spirer det af Jorden frem,
En Helligdom at pryde.
Sees den af forsinkede Vandringsmand,
En Lyd af sagte Suk hörer han.
Engang hvert Aar den blomster kun,
Liig Gienskin fra de Döde,
I natligmörke Höitidsstund,
Paa gamle Taarnmuur öde;
En Luftning omsvæver den, vifter svag,
Liig döende Uskylds Aandedrag.
See hist, hvor Borgen stod tilforn,
Og trodsed paa sin Vælde,
Der staaer nu blot et enkelt Taarn,
Som Tiden ei kan fælde;
Der blomstrer det Blomster ved Midnatstid,
Og glimrer som blændende Lilje hvid.