Knæle, hvo lyster for Lykkens Gudinde,
Søge Lyksalighed fra hendes Haand!
Alt, hvad saaledes bortkastes i Blinde,
Fristede aldrig den Tænkendes Aand,
Og Dydens og Venskabs og Kiærligheds Fryd
Bortskiænke kun Kiærlighed, Venskab, og Dyd.
Daarlige Rige sit Mammon udspreder;
Phryner og Mundvenner fylde hans Sal;
Stormanden ødsler med Høihed og Hæder,
Sig at tilkiøbe, hvad ikke er fal.
Vor Skytsaand til Ære den Sandhed skal staae,
Hvo Venskab vil høste, han Venskab maae saae.
Broder du saaede med gavmilde Hænder
Broderligt Venskab i Brødrenes Bryst,
Og i vor Glæde i Dag du erkiender,
Venskabets Skytsaand velsignte din Høst;
Dog ofte og længe det var jo din Roes,
Vi alle dig elskte, som du elsker os.
Og som du vidste vort Venstab at vinde,
Vandt du og Kiærligheds herligste Løn;
Blidt, som en Maidag, dit Liv skal henrinde,
Eden ved Eva først Adam blev skiøn.
Som Stjernenats Skumring mod Middagens Lys
Er Venskabets Favntag mod Kiærligheds Kys.
Held den, der eier en troefast Veninde,
Og der forstaaer sin Lyksaligheds Værd!
Sorgerne for ham som Drømme hensvinde,
Daarernes Glæder ham Skyggeværk er.
O Ven! som dit Hierte din Lykke er skiøn,
Nyd længe dit Venskabs, din Kiærligheds Løn!