Magdalenastiftelsen
Efter Jerningham
Efter Jerningham
Til Templet söger sorgfuld Hob i Bön
Ved Dydens Alter Angers Suk at drage;
Sorg aarle bleger Ungdoms Kind saa skiön,
Og i nedslagne Blik staaer Qval og Klage.
Tys! de istemme festligt Sörgeqvad,
Hvor Harmonie og Sorg saa gierne möde;
Ei Philomele bag sit grönne Blad
Fremtriller Klagetoner mere söde.
Er det de Skiönne, Glædens muntre Hær,
I Overdaads Pallads nys vant at bramme,
At byde Trods i Pragt og Prydelser
Til ædelstbaarne Mö af ypperst Stamme?
Ei mere de lyde Morskabs Tryllekald,
Den viltre Glædes Scener de forsage,
Ei giennemhvirvle larmfuld Dandsesal,
Ei Deel i Ödselheds Orgier tage.
De kaste Perlebaand af trinde Arm,
Ombytte Flanepynt med ærbart Klæde,
Tildækket tugtig er nys nögne Barm,
Der svulmed höit for Elskov og for Glæde.
Ei funklende Juvelers Tindreglands
Meer til haarfagre Hoved Öiet lokker;
Ei vaje Fiedre, brammer Blomsterkrands
I de forföreriske Bölgelokker.
End dvæler Skiönhed dog paa blege Kind,
Ugierne den fra vante Sæde flyer,
Den matte Rödme ligner Maanens Skin,
Naar sörgelig den smiler giennem Skyer.
Ei meer de kalde Flores Börn ihu,
I Solglands der med tusend Farver prale;
De dugbetynget Lilje ligne nu,
Og blege Martsviol i stille Dale.
Hvis til sit Alter med Sirenesang
Hver fordum lokked en Tilbederskare,
Det Alter blev dem selv til Undergang;
Afguder de, men selv og Offre vare.
Hin Faderlöse, uden Raad og Ven
Ud i den vide Verden maatte træde,
Hvis eensom hun paa Vildspor kom i den,
Hvor tör fordömme? hvo maa ei begræde?
Hin efterstræbte Boler, riig og stor,
Med Helvedrænker hende han besnærte,
Ved gyldne Gaver, dobbelt gyldne Ord
Let blændes ungt og uerfarent Hierte.
Paa hin sin rige Fylde Skiönhed giöd,
Da Lykken hver en Gave nægted hende;
I Lasters Svælg hun styrtedes af Nöd,
För ret hun kunde selv dets Rædsler kiende.
Hvis aarle Plet end skiæmmed deres Vaar,
En ny Uskyldighed dem nu oprinde!
Et bedre Rygtes Soel dem her opgaaer;
Nyt Liv de i dens blide Straaler finde!
Som unge Myrthe, der en ublid Dag
Af Nordvind saaredes i aabne Beder,
Nyskyder Löv bragt under giæstmildt Tag,
Og vakt til Liv ny Vellugt om sig spreder.
Skiöndt under dine Vinger, stille Fred!
I stille Ro hver Hiertets Storm neddysses;
Ei slöves dog din Braad, Samvittighed!
Erindring, som din Stemme aldrig tysses.
Erindring! saa hin Arme martrer du.
Hvis Hiertes dybe Saar i Eenrum blöde!
Der kalder sig sit tabte Barn ihu,
Et Offer for barbarisk Faders Bröde.
Forglemt, forladt i dyb Elendighed
Af ham, der skyldte det et Faderhierte.
Forförer! o var det din Kierlighed!
Hun raaber, overvældet af sin Smerte.
For hendes Minde staaer hin Rædselstegn,
Hun maatte med fortvivlet Fod betræde,
Paa magtlös Arm igiennem Vinterregn
At bringe haarde Fader arme Spæde.
Hun mindes nu, hvordan i Rædselsstund
Hun ængstet hörte Midnatsuglen tude;
Og al sin Gru, da hun ved Daggry saae
Död ved sin tomme Barm forhungret Spæde.
Hvor hun fortvivlet sine Hænder vred,
Vild trykte livlöst Barn til qvalfuldt Hierte,
Og skreeg: Barbar! er det din Kierlighed?
Og segned, overvældet af sin Smerte.
Hvor dybt bejamrer hun sin Ungdoms Fald,
Seer her sig at foragte og forsage,
Der ved Naturens eller Hiertets Kald
Var hende huld og kiær i bedre Dage.
Usalig Stund erindrer hun med Nag,
Da daaret af södt smigrende Forræder
For Bolers hun sin Faders Favnetag,
For Skiögenavn bortgav sin Jomfruhæder.
En Faders Harm, en Moders ömme Vee
Indbildning i sit Ildspeil viser hende;
O saadan Qval — de Ulyksalige!
Kun Börn kan volde, kun Forældre kiende.
Hver barnlig Fölelse i hendes Bryst
Hint Phantasiens Sörgespil opliver;
Med Gru hun hörer Straffens Tordenröst,
Og Nag det pinte Hierte sönderriver.
Ved slige Qvaler, slige Rædseler
I Eenrum naar de unge Hierter blöde,
For Elskovs Feiltrin, Ungdoms Svaghed her
Mon ei tilstrækkelig de Arme böde.
Haan da ei deres Anger, deres Bod,
Staaer du end selv, da vogt dig for at falde.
Belee dem ei med Daarens Overmod,
Ei Frækheds Spot du over den nedkalde!
Tro heller mig ei Tungsinds Prædikant,
Om faldne Skiönhed ynksom Graad jeg yder,
O meer end ypperst Laurbærkrands jeg vandt,
Hvis ved min Sang een Medynkstaare flyder.
At lindre Kummers Lod er Dydens Kald,
I Faldnes Kummer ynksom Deel at tage;
Men dens Triumph: fra sörgelige Fald
Med hielpsom Haand at bringe dem tilbage.