Fader vor, paraphraseret
Efter Clason Horn
Efter Clason Horn
Fader vor, du som er i Himmelen.
Den Ild, o Gud! der om dig luer,
Fortæred Veien til dit Favn;
Men mildt du tog en Faders Navn,
Med Tillid Stövet til dig skuer.
Mig denne Höihed, dette Rum
Ei mere nu en Rædsel ere,
Skiöndt du i Lyset af din Ære
Boer hist, hvor selv ei Tanken kom.
Lad Himmelhvælvingen giengialde
Af Sphærers Gny, og Verdners Gang,
Med Tidens Floder, naar de falde
I Evighedens Afgrundsfang.
Du en harmonisk Samlyd höre
Af alle Væsners höie Röst;
Et lönligt Suk fra dette Bryst
Har lige Adgang til dit Öre.
Helliget vorde dit Navn.
Hvo er du? Seklers Spörgsmaal var:
Jeg er, jeg var, og jeg skal blive!
Allene er det Guddomssvar,
Du Menneskheden kunde give.
En anden Tid du gav dig hen
I Döden, at jeg skulde leve.
Paa Korset leed og döde den,
For hvilken alle Væsner bæve.
Med Tornekrands og Kongeskrud
Du var den samme i dit Rige;
Men jeg maa flygte til min Lige,
Naar jeg forfærdes for min Gud.
Maa jeg med ydmyg Taushed ære
Dit Navn, din Guddoms Majestæt,
Jeg mere tröstet nævner det,
Som Menneske du vilde bære.
Tilkomme dit Rige.
Din Magt har aldrig Grændse kiendt,
Seraphen selv dit Navn paakalder,
Og for dit Kongespiir nedfalder,
Du Himlens Fader og Regent!
Naturen frembragt ved din Styrke,
Og Tiden udgydt fra din Barm,
Med hellig Lyden glade dyrke
Din Viisdoms Dyb, din Almagts Arm.
Men skal ei snart den Dag oprinde,
Da denne milde Styrelse,
Hvor Kiærlighed er Herskerinde,
Blandt Mennesker vi hyldet see!
Dit seiersæle Spir du Strække
Ud over denne Jammerdal,
Som Nöd og Möie nu bedække,
Og Glædens Hiem den vorde skald.
Skee din Villie som i Himlen saa paa Jorden.
Hvi dvæle dine Straffedomme,
Da jeg ulydig var mod dig?
Kan noget dig i Sinde komme,
Der ikke strax fuldbyrder sig?
Hvad er da denne blinde Villie,
Hvad er da denne svage Haand,
Der sönderslide vil sit Baand,
Og sig fra Skabervælden skille?
O Gud! jeg kiendte ei mit Vel!
Vor Lykke er kun, hvad du vilde,
Er Livets Öiemeed og Kilde,
O den er Alnaturens Siæl!
Nei, aldrig skal jeg mere klage.
Hvad Lod der end tilsendes mig,
Jeg skal erkiendtlig glad modtage,
O Fader! thi den kom fra dig!
Giv os i Dag vor dagelige Bröd.
O, men naar Dagens Lys bestraaler
Frugtbare Markers rige Pragt,
Som du har klædt i Trylledragt,
Og udöst Overflodets Skaaler,
En Bön for eget snævre Hegn,
O kan den, tör den ei tilstædes?
At efter ventet Aftenregn
I Morgen jeg ved Hösten glædes.
I Morgen! hvilket Daarskabs Ord!
Et Barn for Leeg sig Lön betinger.
See Liljen ströet om vide Jord,
See Fuglen fört paa lette Vinger,
Den ene flygtig under Sky,
Den anden uden Læ og Hytte,
Til den, der kan og vil beskytte,
De lære mig saa trygt at tye.
Forlad os vor Skyld som vi forlade vore Skyldnere.
Dog Herre! dog du mig vil unde
Med dig et Forbund at indgaae!
Mit Vee og Vel skal hvile paa
Det Forbunds evig faste Grunde;
Et Vilkaar vover Stövet her
Alverdens Drot at foreskrive,
O Gud! du mig min Skyld tilgive,
Som jeg tilgiver Skyldnere!
O skrækkelige Straffedomme,
Jeg her har afsagt over mig!
O Gud! naar du tildoms vil komme,
Hvor kan jeg da bestaae for dig?
Dog du, hvis Bryst ei Hævn kan nære,
Tilgiv den Eed, jeg krænket har!
Min Fredsomhed med Brödre lære,
At du vor fælles Fader var.
Leed os ikke i Fristelse.
Hvad Vellyst i hver Aare flyder,
Hvad Fristelse! hvad Tryllekraft!
Hist Guld og Purpur Öiet fryder!
Her lokker Druens Nectarsaft!
Og skabtes jeg da ei at nyde?
O, men i Lysters Raseri
Til Slutning beske Taarer flyde
Ved det, man drömte Lykken i.
Har du i Druen vildet skiule
For Helbred en forsætlig Gift?
Kom Guldet frem af mörke Hule
At qvæle hver en bedre Drift?
Nei, men din Godhed mig vil unde
Fornuftens dyrebare Ret,
At selv mit Held jeg skabe kunde,
Men ogsaa selv nedbryde det.
Men frels os fra det Onde, this Riget er dit.
Snart træt og magteslös af Striden
Jeg gaaer at staae tildoms for dig;
Og Evigheden möder mig
Fortæret sönderknust af Tiden.
Hvo tog sig denne Usling an,
Som træt af Bröde, mæt af Dage,
Ei tör see frem, og ei tilbage?
Hvor frelser ham? hvo vil? hvo kan?
Til dig mit Suk, min Bön sig vende;
Mit Ophav, min Forhaabning vær!
Og Veien til mit Maal mig lær,
At Salighed og Sandhed kiende!
Ja dette svage Hierte troer:
At alt til dig tilbagevender;
Thi du har evig Magt i Hænder!
Er evig god, og evig stor!