Lalages Flugt
efter Kleist
efter Kleist
Hun borte er! forgiæves er min Klage!
Ak! al min Fryd med hende flygtet er;
Hun borte er, og kommer ei tilbage!
Mig fængsler Skiæbnen her.
Ak havde jeg, o Zephyr! dine Vinger!
Bestandig jeg omsvæved’ Lalage!
Du mig maaskee fra hende Helsen bringer,
Du hende saae maaskee!
O siig, hvad Bæk den Skiønnes Billed smykker,
Paa hvilken Eng omsvæve hendes Fied,
Hvad stille Lund hun med sin Sang henrykker,
Og vier ind derved.
Snar er din Fart! du haster efter hende,
Sølvklare Bæk! vor Sorg til hende føer!
Siig Lalage, alt længes efter hende!
Siig, hendes Hyrde døer!
Eet Smiil, eet Blik, eengang min Haand hun trykke!
Et Kys, kun eet, som de, hun før mig gav;
Da har Amynt smagt Jordens bedste Lykke,
Og smiler mod sin Grav.
For Skovene udgiød Amynt sin Klage;
Der sukked’ han hver Dag for Lalage,
I Hyrdens Sorg de syntes Deel at tage.
Og sukked’ Lalage!