Blandt Floras hulde Döttres Hær
Du mangen maa i Skiönhed vige,
For Hiertet er du uden Lige,
Du Mindets er.
Tidt skilles de paa Livets Vei,
Der vilde Haand i Haand den vandre,
Ömt du dem hilser fra hverandre:
Forgiæt mig ei!
Naar langt fra evig elskte Pige
Trofaste Elsker græmmer sig,
Man seer ham længselfuld at hige
At öine dig;
Opdager han dig paa sin Vei,
Han sværmer sig hos elskte Pige,
Hvis Öine og hvis Smil ham sige:
Forgiæt mig ei!
Tidt Letsind flygtig mage daarer,
At glemme Löfte, Pligt og sig,
Da vaad af ömme Hustrues Taarer
Han finde dig!
Paa huslig Dyds og Lykkes Vei
Du lede kiærlig ham tilbage
I Hymens Navn du ham gientage:
Forgiæt mig ei!
Stort er dit Værd fra Elskovs Hænder,
Selv Hymen ei dit Sprog forsmaaer,
Oprigtigt Venskab huldt erkiender,
Hvad du formaaer.
Selv naar paa Egennyttens Vei
Den kolde Verden Alt vil glemme,
Ved dig advarer Hiertets Stemme:
Forgiæt mig ei!