Naar bort fra dem, der ellers skiönne ere,
Til hendes Skiönhed Amor vender sig,
Og blandt dem findes ingen hende lig,
Min Elskov voxer da med min Begiære.
Velsignet Sted, og Tid og Stund mig være,
Da först saa höit mit Öie hæved sig,
O vel var det lyksalig Stund for mig,
Da jeg blev værdiget saa stor en Ære!
Fra hende kom den rene Kiærlighed,
Der hæver til det Ypperste mit Hierte,
Der agter föie, hvad enhver begiærte;
Af hende muntre Fyrighed jeg lærte,
Der styrer saa mid Himmelen mit Fied,
At alt i Haab jeg stolt der tager Sted!