Sövn, Fraadseri, og blöde Lediggang
Saa bort fra Verden har al Dyd fordrevet,
At vor Natur, som af sit Löb udrevet,
Nu overvunden hylder Vanens Tvang.
Saa er hvert Himmellys i Undergang,
Hvis Glands har til vor Vandring huld nedsvævet,
At til Vidunder nu hver den er blevet,
Der hid vil lede Ström fra Musers Vand.
„Hvad Fryd kan Myrthen eller Lauren eie?
Gaa, fattige og nögne Viisdom, gaa!”
Saa taler lumpne, vindesyge Skare.
Faa du til Fölge faaer ad dine Veie!
Desmeer, dig, ædle Aand! jeg bede maa,
Höimodig Idræt lad du ikke fare.