Pillegrimen
Efter Walter Scott.
Efter Walter Scott.
O luk mig op, barmhiertig vær!
Barsk tude Nordens Vinde;
Den vide Dal et Snehav er,
Og Veien ond at finde.
Ei Udaadsmand ved Porten staaer,
Der Kongens Fred mon krænke,
Skiöndt her selv Udaadsmandens Kaar
Du burde Medynk skiænke.
En mödig Pilgrim træt og svag,
Med Valfartsstav ihænde,
Oplad ham for vor Frues Sag,
De signes skal af hende.
Han vil dig mangen Helligdom
Og Pavens Aflad give;
Bekymrer du dig ei derom,
O lad dig Medynk drive!
I Leiet trykker Haren sig,
Og Hiorten hos hans Hinde;
Jeg gamle Mand i Stormen mig
Ei Ly, ei Skiul kan finde.
Som bruser hist i Harme,
Jeg giennemvade maa i Nat,
Vil du dig ei forbarme.
Haard er den Jernport med sin Bolt,
Der ude mig mon lukke,
Men haardere det Bryst, som koldt
Mig saa kan höre sukke.
Farvel, farvel! Christ give saa,
I svage Ældes Dage
Det Ly du ikke savne maa,
Det nægter nu min Klage.”
Varmt laae i Seng den Herremand,
De Klager ham ei röre;
Men tidt i Vinterstorme han
Den Röst igien vil höre.
Thi da af Morgentaagens Skiöd
Frem næste Soel mon bryde,
Man saae i Ettriks Vande död
Den Pillegrim at flyde.