Drikkeromance
efter det svenske.
efter det svenske.
Mit Levnet bestandig har sandet,
Hvad Underværk Viinguden giør;
Jeg drikker, men ikke for andet,
End Sorgen at jage paa Dør.
Jeg eder mit Liv vil berette,
Hvad Fryd og hvad Sorg jeg har havt,
Men først maae vi Sorgerne lette
Ved Druernes muntrende Kraft.
Sin Formue testamenterer
En ældgammel Gnier til mig;
I Tankerne jeg alt fortærer,
Hvad han havde efterladt sig.
Men der kom Jurister, som Fluer,
Og de gik i Arv i mit Sted;
Jeg græd, men i Saften af Druer
Jeg drukned’ min første Fortræd.
Jeg nu ubesindig attraaede
Ad Høihedens Bane at gaae.
Jeg beiled til Mægtiges Naade,
Og evig i Forgemak laae.
De Store mig lovte saa meget,
Men alt deres Løvte var Vind;
Jeg græd, da jeg saae, jeg var sveget,
Men Vinen opmumred’ mit Sind.
Saa vilde jeg Skialdekunst dyrke,
Og kom i Poeternes Lag;
Men Tankerne fattedes Styrke,
Og Udtrykket savned’ Behag;
Min Smag overalt man fordømte;
Kritiken slog Vrag paa min Sang;
Jeg græd; men i Harmen jeg tømte
Snart hundrede Glas paa engang.
Jeg nu til en Skiønhed mig vendte;
Hvor farlig en Tilflugt jeg tog!
Vel hundrede Hierter hun tændte,
Og ligesaa mange bedrog.
Kun Ømhed fremlyste i Minen,
Dog nærte hun Sviig i sin Barm;
Jeg græd, men jeg drukned’ i Vinen
Den skuffede Kiærligheds Harm!
Forføriske Skiønhed! du ikke
Mit Liv til en Jammerdal giør,
Saa længe man elsker at drikke,
Man aldrig af Kærlighed døer.
Ei meer skal din Haardhed mig lære,
At ønske mig ned i min Grav,
Og ei skal Fortvivlelse skiære
For Tiden min Levetraad af.