Mit Levnet bestandig har sandet,
hvad Underværk Viinguden gjør;
jeg drikker, men ikke for andet,
end Sorgen at jage paa Dør.
Jeg Eder mit Liv vil berette,
hvad Sorg og hvad Fryd jeg har havt —
Men først maa vi Sorgerne lette
ved Druernes muntrende Saft.
Sin Formue testamenterte
en ældgammel Gnier til mig:
i Tankerne jeg alt fortærte,
hvad han havde samlet til sig;
men der kom Jurister som Fluer,
og de gik i Arv i mit Sted;
jeg fnøs, men i Saften af Druer
jeg drukned’ min første Fortræd.
Jeg nu ubesindig attraaede
ad Højhedens Bane at gaae;
jeg bejled’ til Mægtiges Naade,
og evigt i Forgemak laae.
De Store mig lovte saa meget,
men al deres Loven var Vind;
jeg fnøs, da jeg saae, jeg var sveget;
men Druerne muntred’ mit Sind.
Saa vilde jeg Skaldekunst dyrke,
og gaae i Poeternes Lag;
men Tanken — den fattedes Styrke,
og Udtrykket mangled’ Behag;
min Smag overalt man fordømte,
Critiken slog Vrag paa min Sang;
jeg fnøs, men i Harme jeg tømte
vel hundrede Glas paa engang.
Jeg nu til en Skjønhed mig vendte:
(Hvor farlig en Tilflugt jeg tog!)
Vel hundrede Hjerter hun tændte,
og ligesaamange bedrog;
kun Ømhed fremlyste i Minen,
dog næred’ hun Svig i sin Barm;
jeg fnøs, men jeg drukned’ i Vinen
den skuffede Kjærligheds Harm.
Forføriske Skjønhed! Du ikke
mig Livet til Jammerdal gjør;
saalænge man elsker at drikke,
man aldrig af Kjærlighed døer.
Ej meer skal Din Haardhed mig lære,
at ønske mig ned i min Grav,
og ej skal Fortvivlelse skjære
før Tiden min Levetraad af.
Rahbek.