Gögleren og Bonden
Fabel efter Phædrus og Gyllenborg
Fabel efter Phædrus og Gyllenborg
At dömme Handlinger, Fortienester og Folk
Kan Almeenheden ei betages,
Men skiöndt vi hædre denne Guddomstolk
Den dog som Andre kan bedrages;
Den Stad, der dömte Socrates fra Livet,
Paa denne Sætning har end eet Exempel givet.
Hvad By har nogensinde giort sig til,
Som den, af sin Forstand paa Skuespil?
En Bonde dog paa offentligt Theater
De höie Kiendere har havt til Spög og Latter.
Athen af Skuespil var mæt;
Omsonst Sophocler, Euripider hörtes;
(Ei er det förste Gang, at man opleved det,
At Mængden ei af Kunst og Sandhed rörtes)
Naar Scenens Mestere fremstod at höste Priis,
Det var kun Tids, og Flids, og Værds Forliis,
De som en Rördrum i en Udörk klage.
En Nar fandt Raad, til Huset Folk at drage,
Han grynted som en Griis;
Parket, Parterre, Loger ei kan romme
Al den Hærskarernes Mangfoldighed,
Som did fra alle Verdens Hiörner komme;
Man klapped’ næsten Huset ned.
Nu Virtuosen taug, al Verden vilde vædde,
At af en rigtig Griis Athen forlystet var.
Vor Kunstner, for sine Kunstnerroes at rædde,
Da han for nydte Klap vedhörlig takket har,
End ydermere ryste maa sin Kappe,
Og vende Lommer, og sin Vest opknappe;
Athenes Folk maa see, om ingen Griis han har;
Men, Underværk for alle Underværker!
Han selv den Virtuos i Grynten var.
Nu Bravoskriget sig fornyer og forstærker;
Athenes Publikum istemmer et Encor,
Og atter vil det siældne Kunstværk nyde.
Alt vilde Gryntevirtuosen lyde,
— Thi han beskeden var, skiöndt han var stor —
Men see! en Bonde fandtes mellem Hoben,
Der samme Dag til Staden kommen er,
At sælge sligt et Dyr, hvis Grynt man her
Belönned med Klap og Bravoraaben.
Hen nu et Puds isinde faaer
Imod hin Virtuos, hvis Roes ham nager,
Han op paa Bænken dristig staaer,
Og ydmyg stolt til Orde tager:
En fremmed Virtuos, en stakkels Landsbymand,
Som hidtil Scenen ei har vovet at betræde;
Athenes yndte Folk! sig smigrer dog, han kan
Dig med end meer naturlig Grynten glæde,
Udæsker sin Rival” — forbittret Skrig
Hans Indgangstale her afbryder:
Hvad slig en Dosmer tör indbilde sig,
At Scenens Hæder Trods han byder?
Det Galskab skulde man dog see.
O lad ham pröve det, sig selv til Spot og Spee!
Med allerhöiste Tilladelse
De Bonden da paa Skuepladsen före,
Hin Virtuos til Ære, ham til Skam.
Först lod sig Virtuosen atter höre,
Naturligviis og Rangen tilkom ham;
Han med saamange Modulationer,
Roullader, Triller, Variationer,
Etcetera, nu gryntede Bravur,
Saa hele Kienderskaren syntes,
At i den samfulde Natur
End aldrig saa man hörte gryntes,
Og hver anden Jordens Griis
Mod denne var en ussel Stakkel.
Nu skulde Bonden ligerviis;
Men der begyndte et Spektakel.
Tilsidst med Möie Lyd han faaer,
I Virtuosens Bugter han sig slaaer,
Opspiler Öine, Munden vrænger,
Som Opersanger banker paa sit Bryst:
Flux höres der en Griseröst,
Som hele Huset giennemtrænger;
Dog fandtes den, som Nat mod Dag,
Natur og Sandhed er ei altid Mængdens Smag.
Kort sagt, han pibes ud, og höit den anden prises.
Vor Bonde hörer rolig paa,
At alle Kiendere paastaae,
Det Grynt ei lignede en Grises.
Men da man ham tilsidst vil kaste udenfor,
Han tager smilende til Ord:
Athenes Vise! dette eder lære,
Paa eders Dömmeri hvad sættes kan for Priis.
Her see I den, I nægtede den Ære,
At kunne grynte, som en Griis.
Han slaaer sin Kappe nu til Side,
Og holder Grisen frem til Sku.
„Höivise Publikum! du selv maa vide,
Om slig en Lærdom ei var stundum god endnu.”