Fædrehiemmets Ruiner
Efter Th. Campbell
Efter Th. Campbell
I tiende Skumrings den tankefuld Stund
Jeg vanked saa sorgfuld i Mod.
Blandt vindslagne Buske i eensomme Lund,
Hvor fordum mit Fædrehiem stod,
Forfaldet og öde mon Muurtomten staae,
I Træet boer Ravnen i Fred;
De Græsgroede Stier betrædes af faa,
Som Jæger og Kriger för udvandred paa
Til Bænken ved Indsöens Bred.
Omvankende fandt jeg paa sorgfulde Gang
Ved Soelskiven gammel og grön,
Til Tegn, hvor en Urtegaard blomstred engang
En Vildrose rödme i Lön;
Liig brödrelös Enebo stod den igien,
Hvem hele hans Samtid forlod,
Hver vandrende Soelstraale kyssede den;
Thi Ukrud og Tidsler nu voxe igien,
Hvor Forfædres Blomster de stod.
O yndige Örkknop! Sindbilled paa Alt,
Min tröstlöse Barm har igien,
Om end til Ruiner Alskabningen faldt,
Ei Taalmod skal svigte sin Ven!
Hver sværmerisk Trylleskiær venlig og öm,
Af Ungdoms Indbildning bragt frem,
Hver Glædes og Kiærligheds Skygge undröm,
Fly bort fra min Siæl, liig den natlige Dröm!
De lade en Örk efter dem!
Dog stille, min Aand! aldrig Viisdom tillod,
At Svaghed og Sörgmod de græd,
Liig Nordhavets Field, ved hvis trodsende Fod
Den vildeste Bölge sank ned.
Ei vexlende Farer, ei Haan, og ei Savn
Nedböie mit Blik eller Mod;
Ja end ei det fordum saa elskede Navn
Et Mindelses Suk skal afpresse min Favn.
Mod Skiæbnen den seired, der stod.