Kalliope
→
Digtere
→
H.P. Holst
→
Førstelinjer
H.P. Holst
(1811–93)
Værker
Digttitler
Førstelinjer
Henvisninger
Biografi
Søg
Alle digte af H.P. Holst på Kalliope ordnet alfabetisk efter tekstens første linje. Listen kan bruges til at finde et digt, når titlen er ukendt.
A
Alarm i Leiren! Trommen gaaer!
Alt Aftenklokken ringer
Anno fem og tredive søgte jeg om
Aaret derefter drog atter jeg bort
B
Blandt blomstrende Sirener og Gyldenregn hun sad
Blandt Guder og Gudinder var der Strid
Blandt hin Tids Berømtheder, som jeg endnu
Blandt sine Værker staaer den gamle Mester
Brogaden ude paa Christianshavn
D
Dagen til Afreisen nærmed sig rask
Danmark, deiligst Vang og Vænge
Da Sjette Fredrik som den gode Hyrde
Da Vaarens Engel nylig havde bragt
De lægge sig, de stærke Uveirstorme
Dengang da Paulus til Athenen kom
Den liflige Sang og Vinens gyldne Pragt
Den lille Viser paa Elleve staaer
Den næste Morgen Hekla gaaer
Den smukke Stemning, som saa dybt
Der er smukke Træer, som kun sætte Blomst
Der, hvor Støren gjennem Holsteens Vange
Der risler en Kilde i Haraldstedskov
Der var den sjette April Klokken sex
Der var en Tid, da til Ridderens Fest
De, som forsvared mig saa kjækt
Det aftnes. Ilden sagtner nu
Det er ei blot hiin Lampe, Ven!
Det er en Aften i April
Det er smukt det Exempel, I gav!
Det fryser haardt og fast
Det lakker ud paa Aften
Det sidste Buestrøg dernede klang
Det var den første smukke Dag
Det var en Sorgens Tid for Kjøbenhavn
Dig, hvem Aisklepios har kjær
Din Søster kan jeg spise af
Din Ungdom sorgløs var
Dit Led, der var aflave
Du har jo stor Lyst — det har Du mig sagt
Du mørke Nat, der gjemmer i dit Rige
Du skal staae for dit Land
Du troer, at Farer mig omringe
Du troer vel sagtens, det er Complimenter
Du vil ei vredes, at paa denne Dag
E
En Fødselsdag vi feire her
En Maaned gik, og dette Sted
Er Du saa overtroisk, Kjære?
Et Billed jeg for Dig stiller
Et prægtigt Klippeland! Fra Menaistrædet
F
Fiskeren seiler saa trygt i sin Baad ved den hjemlige Strandbred
Fjernt fra Østerlandet herhen droge vi
Forinden jeg siger mit Fædreneland
Forraader ei, I gamle Bøge
Forunderligt, ei sandt, at sligt
Frit flyver Tanken. Den dristige Tanke
Fuldendt stod Jason. Trindt om ham en Krands
Før min Hornist jeg sendte paa
H
Han bar ei Kronen blot, men paa sin Pande
Hans Liv var mildt som Havblik i en Havn
Hen til Baaren i det Sorgens Huus
Her, hvor en Luftning fra Fortiden vifter
Her, hvor saa tidt vi lytted til din Stemme
Her vil jeg standse. Min Ungdoms let
Hos Heiberg sad jeg en Formiddag
Hos Oehlenschlægers en Eftermiddag
Hun er en Musa. Som en rig Natu
Hvad ligger dog tidt for en Trolddomsmagt
Hvad mener Du, her jeg bringer?
Hvor Du er smuk! — Saadan Du stod
Hvorfor kun om Dig jeg drømmer
Hvor ned til Bau den nye Vei
Hvor skinned Maanen mildt og klart
Hvor Sundet bredt sig belter
Hvor tænker jeg tidt paa mit Livs Idyl
Hører I Bifaldets Storm fra det mægtige Amphitheater?
I
I den lille By dernede gaaer det lysteligt til
I det svundne Sekulums sidste Aar
Igjen en Røst i denne Kreds forstummed!
Igjennem de gule Marker
I Hallen er tyst. Tæt sluttet i Kreds
I Havestuen sad vi. Det var silde
I lave Stue, ved den lille Vugge
I Ly af Dronningen for alle Byer
I Rensdyrsgaden Nummer
I Rom traf jeg H. C. Andersen
I sit Pallads i Sevilla
I, som har tryllet frem
I Sorøskovens Sangerchor
I Temple-Taarnet, i et usselt Fængsel
J
Jeg forlod Italien, glad og berust
Jeg følte mig syg. En Træthed, som ei
Jeg gik over Byens Volde. Mørket faldt paa
Jeg havde som Dreng en islandsk Hest
Jeg stirred ned fra Taarnets Tinde
Jeg vandrede ved Maanens blege Lue
K
Kong Christian knæler ydmygt ned
Kongen var død. Efter Opfordring skrev
Kraftigt klang dog engang dit Vid i hjemlige Toner
L
Lad milde Taarer denne Grav bedugge
Lyksalig Juul! I, som er’ samlet her!
Længselsfuld Ximene vented
M
Med freidigt Sind i Ungdoms Alder
Med Sneglefjed krøb Tiden hen
Med Sværd ved Hoften, med Skjold paa Arm
Med tunge, tunge Taarer
Med tvende Skibe stikker
Mellem disse Mure, som skal gjemme
Men apropos, hvor blev han af
Men da han ind ad Døren treen
Mens Lampen spreder sit hvide Skin
Mens Livet daadløst, monotont
Mens Skytset tordnende sit Tab
Mens Soel i Østerlide alt farver Himlen rød
Mine første Erindringer knytte sig til
Min Kind berørte hendes Lok
Min Kuffert var pakket. Jeg gjennemgik
Min Ven! til dine Hænder
Mismodig sad jeg og forstemt
Muntert Du slog med ungdommeligt Mod de lyriske Strenge
N
Nu, da Tiden strengt inddriver sit Krav
Nu er de borte, Du
Nu lytter! Min Musa synger
Naar Foraaret kommer med Sisgen og Stær
Naar i en Postvogn jeg har rumlet
Naar mit Øie er lukt
O
O Du, hvis Toner tidt os vugged
O Fædreland, hvad har Du tabt
O hvilken Travlhed, hvilket Liv!
O intet Skib, med Guld og Perler ladet
O lad dem flagre, som de vil
Om en phrygisk Konge man har fortalt
O svar mig, om Du mindes
P
Poeterne staae op i Masse
Paa disse nøgne Fjelde
Paa Himlen Maanen staaer blank og stor
Paa Høiderne ved Busdorfdam
Paa Leerbæk Mark, en lille Miil
Paa Sletten Blodet damped
S
Sangfuglen tier
Siig, holder De af Jordbær
Skovene dufted ved Øresundsvoven
Solstraalen bryder gjennem Sky
Som Alting i en Kredsgang gaaer
Som Digter har sagt et Par Ord af dem
Som et Skjold mod Østens Magt
Som Fuglen, der flyver fra Reden ud
Sommeren flyer alt, og Efteraarsløvet
Sorgens Slør omhylled Danmarks Krone
Sov vel, sov sødeligt! Din Seng er redt
Stands, Du som aldrig fra Nogen Dig vendte!
Søde Barn, som blegt paa Baaren blunder
Saamangen Smed, fra Vølund af
T
Tabt var Grækenlands Kunst, og sørgende Muserne flygted
Thorvaldsen skranted. En heftig Katarrh
Tiden letsindig kun fremad vil haste
Tiden med Alvor
Til Kampen nu med mandigt Mod!
Til München jeg kom i en lykkelig Stund
Tilsøes Normannen med det blanke Værge
To Dioskurer
To Aar var der gaaet. Saa reiste jeg hjem
Taalmodighed, Du Vuggesang
V
Ved Vintertid, naar Skoven staaer
Vel har jeg sværmet sødt og brændt
Velkommen, Drot! Herhen Du tye
Velkommen i din Ungdomslund
Vel mødt igjen, Kong Frederik, ved Hæren!
Vel mødt igjen paa vore grønne Sletter
Venner, endnu et Ord!
Vi er paa Als, et Øland, hvor
Vi seilede ned ad Rhinen
Vi vandre, hvor Gangstien slynger
Vor Tid er støv, vor Tid er svag
Vær hilset, Kongepar, paa Bryllupsdagen!
