I Rensdyrsgaden Nummer — ja,
Det husker jeg ei længer —
Der gaaer det noget trevent til,
Thi Mo’er med Hov’det hænger.
Mens Kaffekjedlen gaaer af Kog,
Og Rokkens Hjul staaer stille,
Hun visker taus de Taarer af,
Der ned ad Kinden trille.
Ved Fadet sidder hendes „Rad”,
Han stikker smaat og levner —
Blandt Nybo’ersfolk en Ægtemand
Saaledes man benævner.
Det er en Søgut, brav og flink,
Det skal der Ingen negte,
En Kjærnekarl, en rigtig Ulk,
Og Hjertet, det er ægte.
Han skotter hen til Konen smaat:
„Naa, Mutter! Tap for Tønden!
Det nytter ei, Du vander Høns —
Hvad hjælper Suk og Stønnen?
Imorgen maa jeg dog afsted,
Imorgen Hekla letter,
Og den gaaer dog til Kielerfjord,
Hvormeget Du saa sprætter.
— „Ja spot Du kun!” — „Stop, Reb i Seil!
Kom ikke med den Praten!
Har Du ei selv læst Kongens Ord
Heromme paa Placaten?
„Nu, siger han, det gjælder om
At seire eller falde,
Og derfor stoler han paa os,
Og trænger til os Alle!”
— „Ja, Søren! det er meget godt,
Det veed Du, med den Trængen;
Men jeg har Ingen uden Dig ...”
— „Snak! Har Du ikke Drengen?”
Da klinger udenfor et Horn.
De muntre, kjække Toner
I Dør og Forstu’ lokke frem
En Sværm af Nybo’erskoner.
Bestandig meer og mere nær
Nu Jægerhornet klinger;
Selv Søren seer af Vinduet ud, —
Fra Døren Klinken springer.
Og see! med Hornet ved sin Mund,
Den høire Haand til Huen,
En lille Purk paa tretten Aar
Marcherer ind i Stuen.
En Sømandstrøie har han paa,
De hvide Buxer slingre
Omkring hans Been; nu gjør han Holdt
Og lader Hornet skingre!
Hvor er han varm, hvor er han rød!
Hvor Kinderne staae spændte!
Men Øiet leer saa glad, som om
Til ingen Sorg det kjendte!
Det leer til Fa’er. „Hold Munden, Dreng!
Hvad Pokker gaaer der a’ Dig ? ”
Det leer til Mo’er. „Hvis er det Horn?
Hold op og læg det fra Dig!”
Men Drengen staaer saa stiv og strunk
Og blæser midt i Stuen,
Imens den flade Haand martialsk
Han holder op til Huen.
„Jens Peter! Tag Dig lidt iagt!
Nu vanker der” ... Latter
„En Lussing!” raaber han. „Ja vist,
Imorgen, lille Fatter!”
— „Hvor Du er svedt! Nu har igjen
Du løbet om Paa Gaden
Og sprunget Buk og spillet Klink!
Kom, fært Dig! her er Maden!” —
— „Nei, lille Mo’er! det er forbi!
Det bruge vi ei længer;
Men sulten er jeg, det er vist!”
Og Hornet bort han hænger.
Hans Øllebrød er alt fortært,
Nu kommer Æggekagen.
„Jo, I kan troe, at jeg har brugt
Mig dygtigt hele Dagen.”
— „Jens Peter, hvad skal Hornet til?”
— Hør, Øllet, Mo’er! var syrligt ...
Hvad Hornet? Til at blæse op
For Tydskerne, natyrligt!”
— „For Tydskerne!” — En dygtig Bid
I Munden nu han putter.
„Ja vist! paa Tirsdag gaaer jeg ned
Til Slesvig med Rekrutter.”
— „Til Slesvig, Du! Gud hjælpe mig!” —
— „Ja, Mo’er! er det saa farligt?” —
— „Vil Du i Krig? men plager, Dreng,
Da Fanden Dig skinbarligt?” —
— „Min søde Unge! Ikke sandt,
Du vil blot Mo’er forskrække?”
Med store Øine Drengen seer
Forundret paa dem Begge.
„Nei, lille Mo’er! nei det veed Gud,
Det vilde jeg slets ikke!”
— „Hvad vil Du da, din Satans” ... skreg
Hans Fa’er med vrede Blikke.
— ”Jeg gik i Kirsbærgangen ned
Imorges med Niels Gether;
Der stod en meget fornem Mand,
Det var en Stabstrompeter.
„Han lærer Drenge der paa Horn,
Og Drengene var’ lange;
Men det gik ikke rigtig flot.
For de var ham for mange.
„Det saae jeg paa. Nu veed I nok,
Jeg trommer, og jeg blæser
— Det har I selv jo tidtnok sagt —
Langt bedre, end jeg læser;
„Saa hjalp jeg ham og lærte En:
„Tilvenstre formeer Kjede!”
En „Avanceer’.” En „Retireer!”
Og hvad de Ting nu hedde.
„Jo, I kan troe, det var Commers,
Og det gik flinkt fra Haanden;
Selv Stabstrompet’ren lo saa smaat,
Og jeg var glad i Aanden.
„Men da vi saa gik hjem, sa’e han:
Hør, hvis Du vil din Lykke,
Saa følg til Slesvig med og blæs
Der Tydskerne et Stykke;
„Saa giver Kongen Dig din Kost,
Tolv Skilling til i Penge,
En Snor paa Armen faaer Du med,
Saa kan Du aldrig trænge!
„Vil Du, saa sees imorgen vi
Igjen paa Institutet.” —
Ja nok, sa’e jeg, det var jo Spænd!
Og saa var Handlen sluttet!” —
— „Naa saa det var den? din” ... Og nu
Begyndte der at regne
En Strøm af Skjældsord, som jeg helst
Dog ikke vil optegne.
Mens Fader skjændte, Moder græd,
Den Lille stod betuttet
Og ønskte blot, at han var vel
Igjen af Døren smuttet.
Hans Moder hviskede med Graad:
„O Gud, hvor skal det gaae os?”
— „Nei, sikken En! saa han vil slaaes!
Saa kan vi sagtens staae os!
„Men der bli’er Intet af, Mosjø!
Kom Du! Jeg skal Dig flytte
Med samt din Krig! Hvad vil Du der?”
— „Fa’er! jeg vil gjøre Nytte.”
— „Hvad, Nytte! Du?” — „Ja, hvis jeg kan,”
Sa’e Drengen med lidt Stammen,
„For Kongen trænger, staaer der jo,
Nu til os Allesammen.”
„Naa saa det staaer der! .... Det er sandt ....
Det gjør han jo desværre! .....
Ja vær’ s’go’! reis med Gud, og kom
Tilbage med Vorherre!”
„Tak, tusind Tak!” skreg Drengen, og
Den sidste Bid han propped
I Munden, mens han med et Sæt
Sin Fa’er om Halsen hopped.
„Tak, lille Fa’er! Nu er jeg glad,
Saa glad som Fisk i Vandet!
Jeg skal vist ei Dig gjøre Skam,
Kan ei jeg gjøre Andet!
„Og græd kun ei, min egen Mo’er,
Det har slet ingen Fare!
Ukrud forgaaer ei, veed Du jo,
Jeg ta’er mig nok ivare!”