Den næste Morgen Hekla gaaer
For fulde Seil sydefter;
Den længes efter første Gang
At prøve sine Kræfter.
Endnu har den kun vugget sig
I Leg paa kruste Vover;
Den kjender ei det vrede Brag
Af tordnende Kartover.
Den har ei zittret under Drøn
Af Lag fra Batteriet,
Og ingen fjendtlig Kugle har
Dens Skrog til Kamp indviet.
Den har ei hørt de Faldnes Hviin,
Der gjennem Braget lyde;
Dens blanke Dæk har end ei seet
I Strømme Blodet flyde.
Men som en Mø, der første Gang
Til Dandsepladsen haster.
Den iler frem, gratieust og let.
Og Skum fra Siden kaster.
Den duver lidt, men som en Piil,
Der springer let fra Strengen,
Den flyver nu i sikker Fart
Hen over Bølgesengen.
Og hør! fra Skandse og fra Bak
En Afskedshilsen klinger;
Fra Bryggen Svaret følger strax,
Mens Hattene man svinger.
Men forrest i den hele Flok,
Der see vi Purken atter;
Hurra for Hekla raaber han
Og Hurra for sin Fatter!
Med vaade Blik paa vaaden Vei
Hans Moder Skibet følger,
Saalænge til dets Mastetop
Sig fjernt bag Bølgen dølger. —
— Paa Volden over Nørreport
I Linie opmarcheret
Staaer næste Dag et Jægercorps,
Vel pudset og armeret.
Og Morgensolen skinner smukt:
„Frisk Mod, I danske Drenge!”
Og Morgenvinden vifter mildt:
„Farvel, farvel saalænge!”
Musiken spiller op, og rask
Gelederne formeres,
Commandoraabet lyder — see!
Der skuldres, præsenteres!
Nu Corpsets Chef med Staben ned
For Fronten langsomt rider;
Og med Fortrøstning kjækt hans Blik
Hen over Rækken glider.
Saa taler han, og dybt hans Ord
I Hjerterne gjentone;
Der er kun En, som hører ei —
Det er vor Nybo’erskone.
Hun hører ei hans varme Ord,
Hun seer ei Fanen vaie,
Hun har kun Øie for sin Dreng,
Sit Hjertes bedste Eie.
Der staaer han paa den høire Fløi
Med underlige Tanker:
Hans Øre sluger hvert et Ord,
Og Hjertet heftig banker.
Da falder Blikket paa hans Mo’er
Hvor er hun bleg og stille!
En Strøm af Taarer styrter frem
Af Drengens Øine milde.
„Tilhøire med Sectioner sving!”
Nu ned ad Linien lyder.
Han retter flux sin lille Krop,
Og Hjertet op han skyder.
Saa sætter han sit Horn til Mund
Og blæser nok saa lystigt;
Mens Taaren brænder til Adieu,
Han flytter Foden trøstigt.
Men Vinden tørrer Taaren bort,
Og Sukket den bortveirer,
Og snart det lette Ungdomssind
Sin Hjertesorg beseirer.
Mens han i Livet haster ud,
For der sin Sorg at glemme,
Hans Mo’er gaaer langsomt til sit Hjem,
For trofast den at gjemme;
Thi Sorgen flyer den unge Fod,
Den hurtige og lette.
Men klynger centnertung sig til
Den gamle og den trætte.
Den flyer for Den, der tumler sig
Paa Livets muntre Scene,
Men fæster stadig Bo hos Den,
Der er forladt og ene!
Men vi vil ogsaa tumles nu,
Hvor Livets Bølger røre
Sig friskest, og hvor stærkest vi
Dets fulde Pulsslag høre;
Thi dvæle vi ved Marchen ei,
Dens Træthed og dens Kjede,
Men med et dristigt Spring vi staae
I Slesvig allerede!