Men da han ind ad Døren treen,
Da blev han ganske stille,
Og et alvorligt Udtryk kom
I Øinene de milde.
Han tænkte paa den syge Mand,
Der laa og led derinde;
Hans blege Træk, hans Skyld og Straf
Med eet randt ham isinde.
Han stilled sig ved Døren først,
Han holdt sit Veir og lytted,
Saa traadte sagte han derind,
Og Lampen lidt han flytted.
Dens Skjær faldt paa de blege Træk —
Hvor var’ de fine, smnkke!
Hvor glimred disse Øine, som
Saa tidligt skal sig lukke!
Thi som en mørk, alvorlig Gjæst,
Usynlig dog for Andre,
Ved Gjærdet hvisker Døden alt:
„Kom! følg! Nu skal vi vandre!
„Ræk mig din Haand! Et Skridt endnu!
Den dybe Kløft er jevnet.” —
Hans Øine møde Drengens Blik,
Han hvisker: „Jeg er stevnet.”
Den Lilles Blik er fyldt med Graad,
Han vil sig sagte fjerne.
„Nei, bliv! din Nærhed gjør mig godt,
Den trøster mig.” — — „Ja gjerne.”
— „Har Du en Bog?” — „Jeg troer, jeg har
Det nye Testamente;
Den ligger i Tornystret vist —
Nu skal jeg strax den hente.”
— „Den er .... paa Dansk vel .... ikke sandt?”
Til Kinden Blodet farer.
— „Naturligviis, det er min Mo’ers!
Her er den!” Drengen svarer.
„Hvad skal jeg læse?” — „Hvor Du vil.”
Saa slog han op iblinde;
En Haand usynlig førte hans
Og lod ham Stedet finde.
Og hør! ved Lampens hvide Skin
Den rene Barnestemme
Nu læser Evangeliets Ord,
Som Frelsen i sig gjemme:
„En Mand var rig paa Gods og Guld
Og havde tvende Sønner;
Den Yngste af dem trængte ind
Paa Faderen med Bønner:
„Giv mig min Lod, min Arvepart!
Jeg kjedes her i Hjemmet!”
Han fik den, reiste bort og saae
Saameget Nyt og Fremmed —
„Og svælged der i fremmed Land
Og Gods og Guld forødte,
Til Armod banked paa hans Dør
Og ham til Arbeid nødte.
„Men det begav sig, at der kom
Stor Hungersnød i Landet,
Og see! en Dag han henstrakt laa
Forsmægtende i Sandet.
„Da gik han i sig selv: „Hvorfor
Vil her jeg gaae tilgrunde?
Min Fader mætter hjemme jo
Hver Dag saamange Munde.”
„Saa gik han til sin Faders Huus.
Der han sig nærmed Hjemmet,
Saae Faderen ham langtfra staae
Bedrøvet og beskæmmet.
„Og denne ynktes saare strax,
Gik hen til ham og lagde
Sin Arm om ham og kyssed han;
Men Sønnen frygtsomt sagde:
„Jeg har forsyndt mig svarlig haardt
Mod Gud og mod Jer Alle,
Og jeg fortjener ei, at Du
Mig meer din Søn skal kalde.” —
„Men sine Huusfolk glad i Sind
Hans Fader kaldte sammen:
„Den Dag, min Søn er kommen hjem.
Vi feire vil med Gammen.
„De kosteligste Klædebon
Og Liin nu til ham bringer!
Bind flux Sandalen om hans Fod,
Sæt Ringen paa hans Finger!
„Og slagter saa den fede Kalv
Og gjører Jer tilgode!
Idag skal Alle glæde sig
Og være veltilmode:
„Thi denne Søn, der for var død,
Er nu for Livet vunden,
Thi denne Søn, der var fortabt,
Han er nu atter funden!” — —
Saa læser Drengen langsomt, mens
I Natten taus og stille
De rige Ord fra Læben flød
Som Perler fra en Kilde.
Og som en venlig Aftendug
Den Døende de qvæged,
Og som en Balsam, stærk og fiin,
Hans syge Sind de læged.
Et Hav af Taarer styrted frem
Og ned ad Kinden trilled.
Og som et Solglimt gjennem Regn
Et Smiil om Munden spilled.
„Du bliver hos mig, ikke sandt?”
Sin Haand han Drengen rakte.
— „Jeg bliver,” svarte han, og fromt
Sin Haand i hans han lagde.
— „Tak for alt Godt!” han hvisked mat
Med neppe hørlig Stemme;
Saa tog han frem et Blad og skrev:
„I Elskede derhjemme!
„Min sidste Tanke søger Jer
Og mine sidste Sukke.
Tak Gud! En dansk og trofast Haand
Vil mine Øine lukke.”
Et Navn han hvisked. „Bring det did,
Naar Du til Rendsborg kommer! ....
Du kommer der .... veed det vist ....
Jeg staaer jo for min Dommer.”
Saa sank han mat paa Puden ned.
Paa engang Alt forgyldtes.
Og med en Sky af Støvguld nu
Det lille Kammer fyldtes.
„Ak Solen! lad mig .... sidste Gang ....
Hjælp! Mørket .... bort! .... det kommer!
Det griber mig! .... O Gud!” — — Et Skrig,
Saa stod han for sin Dommer.
Men Drengen tog det lille Blad
Og gjemte det i Bogen;
Saa satte han sig stille hen
Og hulkede i Krogen.