Med Sneglefjed krøb Tiden hen;
Som stakket var dens Vinge.
Hver Dag man gik og vented, hvad
Den næste vilde bringe.
Paa Gottorp drak man Prindsens Viin,
Man læste i Journaler
Og drev i gyldne Sale om
Med Kjedsomhedens Qvaler.
Gik man paa Gaden, saae man kun
Trodsige, mørke Miner,
Sortklædte Damer, tætte Slør,
Nedrullede Gardiner.
Langs Dæmningen om Slottet kun
En Smule Liv sig rørte:
I Compagniehold skifteviis
Der Brystværn man opførte;
Og mangen Cavaleer, som i
Parquettet og paa Gaden
Har gjort Figur, haandtered her
Snart Hakken og snart Spaden.
Hvad Preussen vil er uklart end,
Sit Spil det fiint maskerer.
Og hver Dag binges Noter hid
Af preussiske Courerer.
Tilsidst det kaster Masken af.
Som længe alt det trykker:
Hvis Danmark strax ei giver Kjøb,
I Holsteen ind man rykker.
Der svares fast: „Vel ønsker man
Med Tydstland ei at krige,
Men vil ei gjøre mindste Skridt,
For Kampen at undvige.
„Thi Danmark hævder kun sin Ret;
Men det vil ogsaa vide
At møde dem som Voldsmænd, der
Dets Grændser overskride.”
Det var et smukt og kraftigt Ord,
Der dulmed Frygt og Smerte;
Det var et Lyn, der Landet rundt
Slog ned i hvert et Hjerte.
Studenten lagde Bog og Pen,
For trangt blev ham hans Kammer;
Haandværkeren Musketten greb
Og glemte Sang og Hammer;
Selv Kunstneren, hvis stille Liv
Sin Skjønhed faaer ved Vanen,
Palet og Pensel slængte hen
Og meldte sig til Fanen.
Og rige Gaver strømmed ind —
Hver offred jo det Bedste;
Stuepigen gav sin halve Løn
Og Bonden sine Heste.
I hvert et Huus blev plukt Charpi
Af Piger og af Koner,
I Byens Skoler Drengene
Travlt lavede Patroner.
Med Sparebøssen kom de Smaa
Og slog den glad i Stykker,
Og Danmarks Qvinder anden Gang
Gav deres gyldne Smykker.
Selv fine Frøkenhænder, som
Kun vant var til Brodering,
Nu syede tappert Skjorter til
Soldatens Eqvipering!
Men dette Lyn, der her slog ned,
En mægtig Baun antændte,
Der, høit opblussende, sit Skin
Til Nabokysten sendte.
Heel mangen ædel Svensk og Norsk
— Det var ei uformodet —
Drog ned for at besegle sit
Fostbroderskab med Blodet;
Og med den danske Ungdoms Blomst
De stilled sig i Række —
De vilde ved Exemplets Magt
Løven i Hjemmet vække.
Det var en skjøn Begeistrings Tid,
Hvis Minde er os blevet.
Lyksalig Den, der med sit Land
En saadan Tid har levet!
Henover Folket gik en mild,
Forsonende Beaanden,
Og havde man en Uven, strax
Gav villig man ham Haanden.
Al Smaahedsaand var bragt til Ro,
Al Tvedragt, Kiv forstummed,
Og Brystet, frit for Lidenskab,
Kun milde Forsæt rummed.
Det var en Tid! Naar i en Sum
Alt Skjønt engang vi samle,
Skal den dog smukkest for os staae
Og trøste os som Gamle.
Og naar en anden Slægt engang
Færdes paa disse Vange,
Skal denne Tid dog blomstre fort
I Viser og i Sange.