Den smukke Stemning, som saa dybt
Greb hele Folkets Væren,
Fandt dog sit fulde Udtryk først,
Sin rette Klang i Hæren.
Alt bugted over Grændsen sig
Den tydske Kæmpeslange;
Dog alle Mand kun spurgte: Naar?
Men ikke Een: Hvormange?
Som Beiler stunder til sin Brud
Som Fuglen søger Magen,
Saa længselsfuldt man vented her
Paa Timen og paa Dagen.
Det gjaldt en Kamp paa Liv og Død,
Og Thyras gamle Bolde,
Vor Grændseformuur, skal igjen
Den første Tørning holde.
Nu blev der Liv! Dag ud, Dag ind
Man grov i Vold og Bakke,
Og tusind stærke Hænder travlt
Haandtered Skovl og Hakke.
Men skal det flinkt fra Haanden gaae,
Saa maa Soldaten synge, —
Hvad er det for en Vise, som
Nu toner fra hver Klynge?
Det var en Sang, som første Gang
I Felten her vi hørte.
Men som vi siden sang saa tidt
Snart glade og snart rørte.
Det var en smuk, en simpel Sang,
Ret skreven ud af Folket,
Thi Tidens Trang og Indhold den
I Flugten greb og tolked.
Det var en Sang, som fik den Løn,
En Sang kun sjelden høster:
Den blev i Landets Trængselskid
En Talsmand og en Trøster.
Og Foraarssolen smilte.
Vor lille Helt, af Arbeid træt,
Saa blødt i Græsset hvilte.
Han skygged med sin lille Haand
Mod Middagssolens Straale,
Imedens Tankens kjække Blik
Et større Num vil maale;
Thi Tanken, som i sorgløs Leg
Saa længe blev holdt bundet,
Har Livets Alvor nu gjort fri,
Bevidsthed har den vundet.
Dens Vinger voxe med hver Dag,
Dog maa endnu den vente;
Det er, som den vil flyve, men
Sin Retning end ei kjendte.
Det er, som Himmel, Jord og Hav
Alt udstrakt for den ligge;
Men tusind Veie krydse sig —
Den rette veed den ikke.
Dog aner den, hvad endnu ei
Kan komme ret tilorde.
At til en saadan Fart man maa
Meer Ballast ha’e omborde —
Meer Ballast af Forstand og Kløgt,
Af Livserfaring, Viden;
Men hvorfra tage den? — derpaa
Han grubler hele Tiden.
Da hører han et Høi! Halloi!
Der ham af Drømmen vækker;
Det er en Deling Feltskyts, som
Rask ruller frem i Rækker;
Og Røsten er vor Lientenants, som
I Trav med Skytset rider.
Den Lille, smidig som en Kat,
Nu ned ad Volden glider;
Og i et Nu han hos ham staaer.
„Du dovner ikke daarlig! —
Det duer ei! — ja, see Du kun!
Jeg mener det alvorlig.
„Kom her! See, jeg har tænkt paa Dig!” ...
Af Sadelhylstrets Gjemme
En Bog han tager. „Læs først den,
Saa har vi fleer derhjemme.”
— „En Bog! til mig?” skreg Drengen høit,
Halv glad og halv forundret.
— „Javist, Godtfolk i Kjøbenhavn
Har sendt diverse hundred.” —
— „Og den jeg læse skal heelt ud?” —
— „Ja den og mange flere.” —
— „Ja men, hvorfor?” — „Nei see til os!
Saa han vil raisonnere!
„Hvorfor? Fordi jeg vil det, Du!
Fordi Du ei skal være
En Døgenigt, en Dumrian,
Der Ingenting vil lære —
„Der mellem andre Folk er nødt
Til kjønt at holde Bøtten,
Der Lieutenant bli’er i de Halvtreds
Og ikke i de Sytten.
„Naa naa! læg Dig nu hen og læs,
Og hvis Du skulde støde
Paa Noget for en Artillerist,
— Det kunde jo dog møde —
„Saa lad mig see, Du husker kjønt ....
Men Plager ham da Fanden!
Niels Sengeløse! Grøften! Hoi!
Du kjører jo paa Randen!”
Og i Galop han sprænger hen
Til sin Kanon; men Drengen
Seer efter ham. Saa lægger han
Sig med sin Bog paa Engen.
Og Dagen helder meer og meer;
Han veed ei, om han drømmer.
Hvad er det for en Rigdom, der
Fra disse Blade strømmer?
En Dykker liig, der stiger ned,
Mens Havfrusangen klinger,
Og altid nye Perler frem
For Lyset med sig bringer:
Saadan i dette rige Hav
Sin hele Sjæl han dukker,
Saadan paa denne Perlebund
Sin hede Tørst han slukker.
En Vandrer liig, der høit tilfjelds
Seer gjennem Skyens Rister
Dybt under sig, hvor underfuldt
Billed paa Billed skifter:
Saadan flyer Taagen fra hans Blik,
Det glimter og det lyner.
Og nye Verdner aabne sig
Med underfulde Syner!
Det var hans første Kirkegang
Til Poesiens Tempel;
Den trykked paa hans unge Sjæl
Sit Indsegl og sit Stempel.
Men Solen sank, og Aftnens Vind
Alt sagte Græsset krused;
Appellen lød, og til sit Hjem
Han vandrer som beruset.