Hvor skinned Maanen mildt og klart,
Imens de gik paa Stien
Langs Dæmmingen, der slynger sig
Ved Gottorp rundtom Slien!
Hvor tindred Stjerneflaren mildt
Veivisende for Foden!
Hvor klang Musiken blødt og blidt
Fra Slottet over Floden!
Og Aftenvinden lufted friskt,
Og Aftenhimlen hvalte
Sit dunkle Telt saa dybt og blaat,
Imens den Lille talte.
I Kjøbmandsgaarden — sagde han —
I hans Qvarteer paa Qvisten,
Der laa en Syg ved Siden af —
Det hed sig Contoiristen.
Men det var ingen Contoirist
Trods Alt, hvad de fortalte —
Iforgaars havde selv han hørt,
At de „Hrr. Graf” ham kaldte.
Den sidste Nat han vaagned ved
En voldsom Larm derinde;
Det var den syge Mand, der slog
Omkring sig som iblinde.
„Da Støien nu blev altfor slem,
Gik jeg derind,” sa’e Drengen.
„Der laa han som en Gal og vred
Og kasted sig paa Sengen.
„Han skjændte, støied, græd og lo
Og skreg af alle Kræfter;
Paa Bordet to Pistoler laae,
Dem strax han snapped efter;
„Men jeg, som er lidt meer adræt,
Jeg negled dem itide,
Endskjøndt hans Øine rulled fælt
Og vendte ud det Hvide.
„Saa bandte han paa Tydsk og Dansk;
Men det var nok paa Tiden
Jeg kom, thi Blodet vælted ud
Af Panden og af Siden.
„Nu blev saa from han som et Lam;
Jeg vasked og forbandt ham
Og pusled om ham altsom bedst,
Til Søvnen overvandt ham.
„Saa sov han Noget; men hans Søvn
Kun daarlig var beskaffen.
For hvert Minut saa foer han op
Og skreg, at det var Straffen:;
„Saa nævnte han de Ord fra før
Og jamred paa sin Pude; —
Imorges Doctoren har sagt,
At det med ham er ude.”
— „Guds Død! det siger Du først nu
Saa Du med Fjenden hæler!
Veed Du da ei, din Satans Dreng,
At Hæler er som Stjæler?”
— „Jo vel, det veed jeg, og det har
Bekymring nok mig skaffet;
Men Tingen er, jeg synes” .... „Hvad?”
— „Jeg synes, han er straffet!
„Jeg husker paa, min Mo’er har sagt,
At Straffen er Vorherres,
Og naar Vorherre har fældt Dom,
Kan Andre spare deres.
„Han har jo faaet sin Bekomst.
Saa tænkte jeg, man kunde
’Vel sagtens la’e ham døe i Ro —
Det Ingen vil misunde.”
Den Anden svarer med et „Hm!”
Og nok et „Hm!” der følger;
Forgjeves Drengen pønser paa,
Hvad bag det „Hm !” sig dølger.
Tilsidst han standser ved et Huus:
„God Nat! Nu er jeg hjemme!” —
„God Nat igjen!” ham svarer kort
En but, vredagtig Stemme.
Men Drengen grædefærdig staaer
Og nøler end paa Trappen.
Den Anden gaaer; dog er det som
Man holdt ham fast i Kappen.
Han vender sig, og med en Røst,
Der varmt fra Hjertet trænger,
„God Nat, min Dreng!” han raaber. — „Hvad?
De er ei vred? Ei længer?”
— „Hvad vred? Jo paa mig selv, fordi
Jeg seer, jeg har gjort ilde, ....
Fordi jeg skulde giftet mig, ....
Fordi det er for silde; ....
„Kort sagt, fordi jeg ikke har
— Han kneb ham i hans Øren —
En Dreng som Dig! Nu kan jeg staae
Og skamme mig bag Døren.”
— „God Nat, Papa!” den Lille lo.
— „God Nat, min Søn!” han smilte,
Og hjertelet og hjerteglad
Til Qvisten Drengen ilte.