Det var den første smukke Dag,
Den første Gang vi prøved
I Kampen os, den første Gang
Os Seirens Ruus bedøved.
Hvor smager efter slig en Dag,
Naar man har fastet længe,
Flensborger-Østers, kraftigt Øl
Og varme, bløde Senge!
Men Herligheden varer kort,
Og Hvilen er kun stakket,
Thi Trommen gaaer, og i et Nu
Tornisteret er pakket.
Man griber Bøssen, trykker varmt
Sin vakkre Vert i Haanden,
Og fremad! marche! Med munter Sang
Mod Slesvig gaaer Colonnen.
Ved Helligbæk gjør først man Holdt
Og speider efter Fjenden;
Han synes sprengt og veiret bort
Som Avnerne for Vinden.
Dog rykker man forsigtigt frem,
Ved Store Solt camperes;
En Escadron Husarer frem
Ad Slesvig til pousseres.
Det er alt ud paa Aften, da
Den Gottorp har sig nærmet;
Mod Slottets Port den rykker frem.
Af Mørkningen beskjærmet.
Et lystigt Indfald Chefen faaer,
Et Indfald for Husarer:
„Hvad om vi Byen tage selv —
Lidt Vrøvl det altid sparer.”
Som sagt, saa gjort! Med væbnet Haand
De gjennem Slottet trænge;
Tæt sluttede, i strakt Galop,
De hen paa Torvet sprænge.
Der blæse lystigt de Alarm,
Og, uden Frist at levne,
Flux Byens Magistrat og Raad
De ned paa Torvet stevne.
Imens Champagnen knalder her,
Bli’e r Byen proclameret
— I Kongens Navn, med Hurra — som
Retmæssig occuperet!
Og Meldingen bli’er skreven, mens
Urolig Hesten sparker:
„Den tiende Paa Slaget Tolv
Er Slesvig taget. Marcher.”
— Den næste Dag ved Middagstid
Man rykker ind i Staden;
Men Alt er tyst som i en Grav,
Og ingen Folk paa Gaden.
Den smukke By, der speiler sig
Coquet i Sliens Vande,
Har trodsig viklet Sløret om
Sin før saa muntre Pande.
Og som en Skjønhed, knipsk og kold,
Der Beileren foragter,
Den hyller sig i Tavshed ind
Med stolt paatagne Fagter.
— I Lolfuß staaer en Bygning, som
Er til Hôtel forvandlet;
Der bli’er hos Madam Etzelbach
Man ypperligt behandlet.
Det er en Prægtig Kone, som
Om Dansk og Tydsk ei spørger;
Hun passer kun sit Kjøkken og
For sine Gjæster sørger.
Der sidder ved et godt Glas Punsch
Vor Lieutenant; det er silde.
„Den Satans By!” han brummer vredt,
„Her skal man ligge stille!”
„Hvis det skal vare længe ved,
Taalmodigheden svigter!
Jeg kan ei taale for min Død
At see paa de Gesigter.
„Det lumpne Pak! Man tydeligt
Kan see paa deres Miner,
At Preusserne de vente paa,
At Længselen dem piner.
„Men mine Folk de lægge hen
Paa Halm og Straa, de Stakler!
Og ligemeget frugter det,
Jeg hver Dag gjør Spektakler;
Thi Øvrigheden hører ei,
Naar man paa Døren dunker —
De smurte Haser allerførst,
De skjændige Hallunker!
„Gud give blot en Timestid
Justits jeg holde maatte!”
En Slurk han tog. Han synes ret
Ved Tanken sig at gotte.
Og saa en Slurk igjen han ta’er;
Men i det samme stikker
Den smaa Hornist sit Hoved ind
Ad Døren mildt og nikker.
„Herind, Krabat! Hvad vil han her?
Nei, see mig blot til Knegten!
Rask! høire Haand til Skyggen, Du!
Man glemmer ei Respekten.
„Saa! Hvorfor søger Du mig her?”
— „Jeg troede ....” „Spar kun Troen!
Du vidste, ikke sandt, at mig
Man træffer bedst paa Kroen.
„Hvad vil Du saa? — „Hr. Lieutnant ... jeg” ...
— „Naa muntert! ud med Sproget!” —
— „Jeg vilde gjerun vide — hvad
Er Perfidi for Noget?”
— „Hvad, Perfidi?” — „Ja Perfidi
Mod Kongen og mod Staten?” —
— „Ja, seer Du, Perf ... det er ... bliv lidt ...
Det var da som syv Satan!
„Jeg veed det Du — naturligviis! ...
Det ligger mig paa Tungen;
Men det er, som der sad en Prop
Og stoppede for Lungen.
„Ifald min Oberst var her blot,
Saa skulde han nok svare —
Der er slet ingen Ting paa Fransk,
Som han ei strax kan klare.
Forresten er det noget Ondt,
Stol Du kun derpaa ganske!
Hvis ei, saa sa’e man det paa Dansk
Og sparte sig det Franske.”
Saa tømmer han sit Glas. Et nyt
Paa Timen man ham bringer.
„Drik, hvis Du vil! .... Ja ja, lad vær’!
Man Godt i Ondt ei tvinger.
„Det har just heller ingen Hast.
Det kan Du tidsnok lære —
Kanskee sgu’ det var allerbedst,
Om reent Du lod det være;
„For Drik er noget bandsat Tøi —
Gemeenligviis det hænder,
At, faaer man først begyndt, saa veed
Man aldrig, hvor det ender!
„Først synes man, det er saa rask,
Man drikker for at prale,
Saa drikker man af Vane, og
Saa ligger man paa sin Hale.
„Vær derfor paa din Post, min Dreng!”
— Tilbunds han tømmer Glasset —
„Tag Dig iagt! gjør dit Bestik
Og hold Dig til Compasset.
„Med mig er det en anden Sag,”
Han slutter lidt forlegen,
„For jeg er stærk og taaler nok
En Smule over Stregen.
„See saa! Nu er jeg færdig. Kom!
Her Væggene har Øre,
Og jeg kan see, Du Noget har
Paa Hjertet, jeg skal høre.”