Vi er paa Als, et Øland, hvor
Meer tidligt Vaaren kommer.
En gudvelsignet, yndig Plet
Med lang og frugtbar Sommer!
En deilig Ø! Den er som født
Af Himlen og af Havet
En Sommernat, og lige rigt
Af begge To begavet.
Med friske Skove, blanke Søer
Og gyldent Korn paa Vangen
Er denne Ø et Paradis —
Et Paradis med Slangen.
Thi her forbryderisk en fræk.
En troløs Prinds udruged
De Rænker, som hans Fædrelands
Inderste Marv udsuged.
I dette Værksted smedded han
De Lyn med Hadets Lue,
Der skulde knust det, men som nu
Hans frække Hoved true.
Men denne Ø, saa dansk og tro.
Og dog vor Ufreds Kilde,
Vort Bolværk blev, vort bedste Værrn
Hans Nemesis det vilde!
Her er Armeen draget hen.
Og her den sanker Kræfter
Til nye Kampe — til den Hevn,
Som stærkt den higer efter.
— Her i et venligt Bondehuus,
I Stuen ud til Haven,
Her finde vi vor Lientenant — Kors!
Hvor er han mørk og gnaven!
Han skriver ogsaa, men det gaaer
Kun meget slet fra Haanden:
Han puster, gnider Panden, for
At hjælpe lidt paa Aanden;
Men Aanden er ei villig — nei!
Han venter, og han venter —
Den kommer ei, det seer han nok,
Og Veiret dybt han henter.
„Den dumme Dreng!” han mumler, „hvis
Jeg havde ham, saa gik det.
Han tygged ikke Drøv som jeg —
Gesvindt en Ende fik det.”
Saa griber Pennen han paany.
Men snart igjen den standser —
„Det er hans Skyld, den Satans Dreng,
At Ingenting jeg sandser!
„Han er da væk, den stakkels Pog!
Gud veed, hvor nu han støier —
Ifald han ellers støier meer,”
Halvsagte han tilføier.
„Han piner mig. Jeg kan ei faae
Ham ud af mine Tanker ....
Aa han er væk! .... naturligviis!
Han har nok kastet Anker.
„Men saadan gaaer det! Det er Ret!
Der har vi hele Tingen!
Man skal kun holde af sig selv,
Forresten af slet Ingen.
„Saa det fordømte Skriverads!
I rette Tid da kom det!
Jeg kan nok slaaes, det troer jeg, men
Jeg kan ei skrive om det.
„Hvad skal jeg skrive? At jeg løb
Ei fra det som en Hare?
At ei jeg bened af, dengang
Jeg saae, at der var Fare?
„Ja det er Alt! Jeg kan ei med
Det Prikkeri .... Saa heller
Ti Timer i en Ild som sidst —
Der veed jeg, hvad det gjælder! ....
„Den stakkels Dreng!” — Han skyder bort
Papiret, Skrivetøiet.
„Jeg kan ei see — det Satans Vand,
Det kommer mig i Øiet!”