Paa Høiderne ved Busdorfdam,
I Kampens barske Møde,
Vor lille Helt forlod vi før
Blandt Døende og Døde.
Der laa han henstrakt, blodig, bleg,
Bevidstløs og bedøvet.
Af Dagens Kamp og Blodets Tab
Den sidste Kraft berøvet.
Og Timer gik, og mere fjernt
Lod stedse Slagets Bulder,
Da vaagned han paa engang ved
En Smerte i sin Skulder.
Han aabned Øiet, men igjen
Han lukker det forskrækket,
Thi rundtom ham den hele Mark
Med Liig og Blod var dækket.
Saa sank han hen, og atter det
I Skuldren stak og hamred;
Men tætved ham en Preusser fælt
I Dødskamp skreg og jamred.
„Hold Kæien i, din Skabhals der!
Hør, hvor han bruger Knevren!” —
Det var en ægte sjællandsk Røst,
Der snakked ud fra Levren.
„Hvad, vræler Du endnu? Saa skal
Dæ’len skinbarlig ta’e Dig.”
Han reiser sig. „Aa stakkels Bæst,
Dit Beentøi er skudt a’ Dig!
„Ja det er noget andet, det!
Hør, bi en bitte Kjende,
Saa skal jeg skyde Dig — tøv lidt!”
Han vil alt Hanen spænde.
Men Tydsken bad: „Hr. Kammerat!
Ak hør mig! spar din Kugle!
Jeg vil nok leve lidt endnu
Ak, skaan mig! blot en Smule!”
— „Ja, naarenstid Du ei har Lyst,
Saa faaer Du ha’e Din Ville;
Men Du er ellers gal, go’e Karl! ....
Ja ja, men vær saa stille!”
Og der blev stille. Solen sank,
Dyb Taushed trindtom ruged,
Men mangt et Øie sidste Gang
Dens milde Glands indsuged.
Det er som standser den sin Gang,
Som vil ei ned den dukke.
Som vil dens Purpurfinger først
Hvert brustent Øie lukke!
Men Aftnens Skygger sænke sig
Ned over Slesvigs Banker;
Et Vogntrain ruller langsomt frem,
De Døde op man sanker.
Et stærkt Commando følger med,
Preussiske Fusilierer;
De læsse op paa Halmen Alt,
Hvad Øiet observerer.
„Sei! maa jeg age med! .... Du der.
Vræl nu, mens det kan nytte!
Naa, Du er stædig, din Hansqvast!
Bi Du, jeg skal Dig flytte! ....
„Tak, Folkens, Tak! Ta’ ei for hårdt!
Han der kan bedre taale’t ....
Er han crapeert? .... Nei seer man det! ....
Det har Du, for Du skraaled.
„Sei stop! der ligger En endnu!
Jøsses! hvor er han lille!
Aa, Hornet med! See det var knøvt!
I dandse, og vi spille.”
Og Vognen rulled rask afsted;
Den skrumpled, og den stødte —
Hvad ændsed man de Stakler, der
Paa Halmen laae og blødte;
Men Drengen laa saa stille hen,
Og ingen Klage trængte
Sig fra hans Bryst, og intet Suk
Læbernes Fængsel sprængte.
Hvad der blev talt, forstod han ei.
Det summed for hans Øre;
En Blyvægt knuged ham, saa ei
Et Lem han kunde røre;
Og Blodet i hans Aarer jog,
Hans Pande heftigt brændte.
Og vilde Feberdrømme ham
Med deres Net omspamdte.
Der faldt en Støvregn, tæt og fiin;
Den lindred, og den qvæged.
Han aabned Øinene paany
Og Læberne bevæged.
De kolde, friske Draaber drak
Hans hede Mund begjærlig;
Han saae omkring sig. Veien blev
Bestandig meer besværlig.
De var i Slesvig. Pøblen skreg
Paa Gaden vildt og støied;
Rundtom dem Smædeviser klang,
Og Trudsler, Spot de døied.
Ved Kirken blev gjort Holdt. Derhen
„I Sikkerhed” de bragtes;
Et Par Spand Vand blev sat derind,
Lidt Halm paa Gulvet lagdes.
Og Fleer og Flere bragtes ind;
De stønnede, de sukked.
Det klang i Hvælvingen, hvergang
Den tunge Dør sig lukked.
Det store Rum var bælmørkt. Hist
Og her et Lys man tændte,
Der i en snever Omkreds kun
En sparsom Lysning sendte.
Med Sabelklirren, tunge Skridt
— Lidt Eder med der vanked —
En Vagt af Pikkelhuer rundt
Paa Flisegulvet spanked.
Hvergang et Lys bevæged sig
Igjennem Kirkens Gange,
Med Øiet Drengen fulgte det
Paa Vandringen, den lange.
Han saae af Mulmet dukke frem
Og strax igjen forsvinde
Her kæmpehøie Piller, hist
Et pragtfuldt Marmorminde;
Her traadte frem et Gravcapel,
Som Gittret blankt omfletted;
Her Billedpragt, hist gylden Skrift,
Som Mulmet strax udsletted.
Han reiste sig, han gik lidt frem.
Da tordned det fra Gangen:
„Staa stille! Holdt!” Nu først det blev
Ham klart, at han var fangen.
Man stimled om ham, bandte, skreg,
Der blev en Støien, Larmen —
„Saa han vil knibe ud, den Knegt!”
En greb ham haardt i Armen;
En Anden tog hans Horn og skreg:
„Blæs op. Du Djævleunge!
Rask! hører Du! Blæs op, saa det
I Murene kan runge!”
„Hvad, er Du stridig, din Hallunk!
Paa Timen blæs!” — Den Lille
Rev Armen til sig, saae paa dem
Med Øine, trodsig vilde,’
Og skreg: „Slaa mig ihjel, ifald
I troe, det kan sig skikke;
Men blæse for Jer, nei det gjør
I Evighed jeg ikke!”
Med haanlig Latter gik de bort,
Med Banden og med Buldren;
Men hen til ham en Landsmand gik
Og klapped ham paa Skuldren.
Det var — i Jægeruniform
Og med et Skud i Armen,
Der blødte stærkt — en ung Student
Som var traadt til ved Larmen.
To sorte Øine fæsted han
Alvorlig paa den Lille;
De straalede med venlig Glands
Saa tankerige, milde.
„Min brave Dreng!” han sagde. „Kom
Og ræk mig dine Hænder!” —
— „Den der er undskyldt.” — „Stakkels Pog!
Vi To vil være Venner.” —