Taalmodighed, Du Vuggesang,
Hvormed man os indluller,
Naar Byrden bliver altfor tung,
Der læsses paa vor Skulder!
Taalmodighed! hvor findes Den,
Der ret dit Dyb tør maale? —
Ak, Mod er der i Verden nok,
Men ikke til at taale!
Taalmodighed, det er det Ord,
Vor Ven maa daglig høre;
Paa Lazarethet summer det
Bestandig for hans Øre.
Han hører det af Lægen, som
Hans lille Haand forbinder:
„Taalmodighed, min lille Ven!
Taalmodighed, det linder!”
Det klinger fra de Damer, som
Hver Dag med milde Miner
Til Sygesengen bringe Saft,
Viindruer, Appelsiner.
Han hører det ved Dag, naar trægt
Og tungt sig Tiden sniger;
Han hører det ved Nat, naar bort
Fra Leiet Søvnen viger.
Dog disse Qvaler er det ei,
Som Drengens Mod vil bøie —
Han har en Sorg, der trykker meer
Og mørkner tidt hans Øie.
Den varme Sol har lokket ham
I Haven ud. Der sidder
Paa Bænken han; han hører knap
Den muntre Fugleqvidder.
Og Vinden vifter i hans Haar,
Naturen trindt udfolder
Sin unge Pragt; men ei som før
Den Glæde ham forvolder.
Han tænker paa sin Moders Skræk,
Paa hendes Angst og Qvide —
„Ak hun vil døe af Sorg, naar hun
Min Skjæbne faaer at vide!”
Han tænker paa sin gamle Ven —
„Hvor er vel han nu henne?
Jeg bliver dog ei glad, før jeg
Igjen ham hører skjænde.”
Han tænker paa den skjønne Bog,
Der gav hans Tanker Vinge —
„Var jeg Aladdin, skulde snart
Mig Lampens Aand den bringe!”
Foran ham staaer Studenten; men
Knap Drengen derpaa agter.
At længe alt hans dybe Blik
Ham forskende betragter.
Han tager ham om Kinden mildt:
„Du sidder mig saa stille!
Der tynger Noget paa dit Sind,
Som gjør Dig syg, Du Lille!
„Men for hver Sygdom groer en Urt,
Dog gaae vi tidt iblinde.
Siig mig, hvad nys Du tænkte paa —
Maaskee vi Urten finde.”
Forundret Drengen paa ham seer
Med sine Øine klare.
„Skrift kun, men ærligt! hvert et Ord,
Saa har det ingen Fare!”
Og Drengen skrifter Ord for Ord,
Den Anden stille grunder.
Saa smiler han: „Jeg Urten har,
Og det er intet Under.
„Din Sjæl er syg, men syg, fordi
Den som en Plante trænger
Til Næring. Uden Himlens Dug
Med Hov’det Blomsten hænger.
„Den Himlens Dug, Du trænger til,
Og som Du smægter efter,
Er Kundskab og Belæring, der
Gi’er Sjælen nye Kræfter.
„En enkelt Side har Du læst;
Nu vil jeg vende Bladet,
Saa skal Du see, hvor snart dit Sind
Forfriskes vil i Badet.
„Men skal det lykkes, maa Du først
Dig selv alvorlig prøve.
Thi Kraft i Villien maa der til,
Og Mod vil Du behøve.
„Det er ei nok, Du finder Smag
I Nøddens søde Kjerne;
Den haarde Skal maa knækkes først —
Det glemmer man saa gjerne.
„En gammel Græker viist har sagt,
At mangen En, ubuden,
Har grebet Thyrsen, men kun Faa
Begejstredes af Guden.
Ja, det forstaaer Du ei, men husk,
At Mange er’ de Kaldte,
Dog Faa — det er vor Frelsers Ord —
Kun Faa er’ de Udvalgte.”
— — For Drengen nu et indadvendt,
Et virksomt Liv begynder;
En frisk, uhildet, dygtig Aand
Med hver Dag sig forkynder.
Alt er ham nyt, og dog bekjendt;
Det Dunkleste sig klarer,
Det Dybeste med Lethed strax
For ham sig aabenbarer.
Som Blomsterstøvet føres tidt
Langt bort paa Vindens Vinger,
Støvveiene befrugter og
En Blomsterflor frembringer:
Saadan den Ældres rige Ord
Befrugte Drengens Indre,
Og nye Verdner aabne sig,
Og nye Stjerner tindre.
Og tidt den Ældre studser, naar
Et Mulm, hvor selv han svimmel
Sig famler, opklares af
Et Lyn fra fra Drengens Himmel;
Thi mangt Problem, som Forskeren
Paa tusind Vildspor fører,
Tidt for et ungt, uskyldigt Blik
Sig ubevidst afslører;
Og mangen Sandhed, dyb og stor,
Der kræver lang Forklaring,
Tidt klinger fra en Barnemund
Som himmelsk Aabenbaring.