Mine første Erindringer knytte sig til
To Kastanietræer, der stode
Hvorpaa frodigt Ukrudet groede.
Stedet var før en Professorgaard;
Nu var kun en Brandtomt tilbage
Med et Bindingsværkshus, hvori jeg blev født,
Og en Have fra gamle Dage.
Naar jeg legede der paa den nedbrændte Grund,
Og Kastanietræerne suste,
Aned jeg mindst, hvilken mærkelig Plet
Det var, der dengang mig huste.
Det ene Træ er faldet forlængst,
Det andet staaer end tilbage,
For alle de kommende Dage,
At her boede Holberg. Dengang der var
Slet Intet, som kunde minde
Om ham, hvis Ry sin straalende Vei
Til de sildigste Slægter vil finde.
Forkullede Bjælker, Glasskaar og Kalk
Og mægtige Murstensdynger
Laae spredte omkring paa den vidtstrakte Plads
Og Nælder og Tidsler i Klynger.
Henne ved Porten, hvor Træerne stod,
Var et Vandbassin, over hvis Kumme
Det morede mig i Sommerens Tid
At høre Insekterne summe.
Der havde en Søndagmorgen jeg travlt
Med Løvetandsblomster at plukke,
Puste paa Dunet og see paa, hvor let
Det paa Bandet kunde sig vugge.
Det var en Leg! Jeg pusted paa Kraft,
Og jeg blev saa ivrig i Aanden,
At jeg plumpede i og var druknet, hvis ei
En Ven havde været ved Haanden.
Den Ven var „Trofast” — en Pudelhund
Hvis Navn har staaet sin Prøve,
Sorthaaret, krøllet, livlig, adræt
Og stridbar og stærk som en Løve.
I et Nu var han efter mig, fisked mig op,
Skubbed mig ind paa Sandet
Og foer saa drivvaad i Huset ind
Og hented dem ned til Vandet.
Min Moder knuged mig til sit Bryst,
Af Glæde og Lykke beruset, —
Og fra nu af var Trofast længer ei Hund,
Men Herre og Hersker i Huset!
At han blev med eet en saa vigtig Person,
Ham ei hans Beskedenhed røved; —
Kun over mig en Slags Eiendomsret
Fra nu af stadigt han øved.
Var han hjemme, maatte jeg blive hos ham,
Gik han ud, turde ikke jeg svigte;
Det var i det hele som nødigt han kun
Mig et Øieblik tabte af Sigte.
I hans Øine var der en forunderlig Magt.
Naar jeg læste og skrev, laa han stille
Og saae paa mig opmuntrende, glad
Med de guulbrune Øine milde.
Men var jeg uartig, hidsig og vred,
Sendte han mig i det samme
Et bebreidende Blik, saa forunderligt blødt,
At jeg pludselig maatte mig skamme!
Og en Dag, da jeg teede mig som en Besat —
Nei, det Øieblik glemmer jeg ikke! —
Saae han paa mig med et Udtryk af Haan,
Og i hans førtornede Blikke
Læste jeg som i en opslaaet Bog
Tydeligt, Ord til andet:
„Naa dengang gjorde jeg nok noget Godt,
Da Dig jeg trak op af Vandet!”
Dog hvordan det gik, bar han aldrig Nag.
Ak, hvorfor blev mig ei givet
Saadan en ærlig Maner og Ven
Paa min øvrige Vei gjennem Livet?
Selv da med Aarene han forfaldt
— Paa Grund af de gode Dage —
Til at tage sig Livet lidt mere bekvemt
Og Hvilens Sødhed at smage,
Skete det dog, naar det stundom trak ud
Paa Skolen, at han mig hented
Og stod i Borgerdydsskolens Port
Hele Timer taalmodigt og vented.
Saa blev han fed og gammel og graa
Og søgte helst hen til sit Teppe;
Naar han saae mig, slog han med Halen blot —
Forresten han ændsed mig neppe.
Saa var der en Dag, jeg kom hjem som Student,
Og Alle sig flokked’ omkring mig
Og kyssed og klapped og favned mig ømt,
Og sagde tusinde Ting mig.
Med eet jeg fornam noget Vaadt paa min Haand:
Det var „Trofast”, der vilde sig liste
Til at bringe mig selv sin Gratulation —
Stakkels Trofast! den Gang var hans sidste.