Vel mødt igjen paa vore grønne Sletter,
I stolte Sønner af det høie Nord!
Den danske Skov en Velkomst-Krands Jer fletter,
Og Stranden hilser med sit Havfruchor.
For den Indviede, for Forskerøiet
Sin Skjønheds Pragt Naturen folder ud:
Med kastet Slør og mildt imod Jer bøiet
Sin Brudgomskare venter hun som Brud!
Ja ikke sandt, hun er den Brud, I kaared,
Den Brud, hvem udeelt I gav Hjertet hen,
Og Eders Kjærlighed hun ikke daared,
Sin hele Rigdom gav hun Jer igjen; —
Sin hele? nei! End mangen Skat hun gjemmer
Forborgen, — men som Qvinde er hun svag,
Og tidt hun i et Øieblik sig glemmer:
Da kommer alt det Skjulte for en Dag!
Lyksalig Den, som hendes Sprog kan fatte,
Lyksalig Den, hun aabner ømt sin Favn,
Og som afslører hendes skjulte Skatte —
Han slynger høit mod Stjernerne sit Navn!
Hans større Held skal ei os Andre krænke:
Som Venner, Brødre jo vi sammen kom,
Og hver en Gunst, hun vil en Enkelt skjænke,
Den vorder strax de Andres Eiendom!