Fuldendt stod Jason. Trindt om ham en Krands
Af Gudebilleder — Hephaistos, Here,
Apol med Lyren, Musers lette Dands
Paa Helicon, den straalende Cythere,
Lyæus med den druetunge Lok,
Herakles, Hebe i Olympens Sale —
Det var som om den stumme Marmorblok
Fik Mæle til sin Mesters Priis at tale.
Et andet Billed for hans Sjæl nu stod.
Han vilde forme Psyche, der fra Vrimlen
Af Amor løftes over Skyens Flod
Og efter Prøvelsen betræder Himlen.
Men endnu flød en Taage for hans Blik,
Mismodig i sin Haand han Leret trilled —
Jo meer Ideen af sin Nat fremgik,
Desmeer sig Formen for hans Blik forvilded.
Da flygted ham fra Tiberstaden. Hist,
Hvor slanke Pinier for Vinden svaie,
Hvor Fuglen fløiter fra Orangens Qvist,
Og Flag i tusindviis paa Bølgen vaie —
Paa Montenero, ved Livornos Strand,
I Laurbærlundens køligfriske Skygge,
Der — fjernt fra Byens Larm — der meente han
At mødes med sin Amor og sin Psyche.
Men ak, forgjeves! Sommeren forløb.
Hans Sjæl var syg og mat. Det stolte Billed
Laa end som Puppen hyllet i sit Svøb,
Og meer og meer i Taage det sig hilded.
Syg var hans Sjæl: den selv var Psyche jo,
Der gjennem jordisk Lidelse maa hæves
Ved Kunstens Kjærlighed til Himlens Bo,
Før den af Salighed kan gjennembæves.
Og see, med eet — som Knop af Træet — sprang
Den stolte Gruppe frem for Blik og Tanke,
Og Leret formed sig, og Meislen klang,
Og Aanden seirende brød hver en Skranke.
Der stod hun med det veemodsfulde Blik
Til Afsked vendt mod Jorden og dens Smerte,
I venstre Haand Udødeligheds Drik —
Hun presser den begeistret til sit Hjerte;
Den høire Arm om Amor slynger hun,
Den Stolte, hvem hun nu for evigt eier,
Et saligt Smiil om Gudens skjønne Mund
Fortæller om hans Lykke og hans Seier.
Saa stod de der midt i den store Hal
Blandt andre Værkers ubekjendte Vrimmel —
Hvo spørger vel om blege Stjerners Tal,
Naar Solens Glands forgylder Hav og Himmel!
Men Kunstneren? — Det tykke, brune Haar
Han stryger bort fra Panden, og hans Øie,
Det skarpe, mørkeblaae, uroligt gaaer
Fra Deel til Deel og prøver Alting nøie;
Den høire Haand med Meislen synker ned,
Endnu et Blik han paa det Hele hefter, —
Saa ta’er han Lampen, for i Nattens Fred
Af Søvnens Kys at suge friske Kræfter.
Mildt aandede Italiens varme Luft,
I Søvn ham vugged Middelhavets Brusen; —
Da drømte han. — Det var ei Sydens Duft,
Men Kløvrets Krydder, Bøgetræets Susen;
Han laa paa Skrænten ved det blanke Sund,
Og Droslen fløited fra de grønne Hækker,
Og Leen klang i stille Aftenstund — —
Et Brag, et Drøn ham op af Drømmen strækker!
Vildt drøned Tordenbuldret, Skrald i Skrald,
Og Lynet hvislende fra Skyen knittred.
Et Rædselssyn! Hist i den store Hal
Slaaer Lynet ned, og hele Slottet zittred!
Med Skræk man styrter did — den hvide Ring
Af Statuer, der før var Hallens Smykke,
Laa, ramt af Lynet, splintret trindt omkring,
I Støvet knuust, en Gruushob kun — — men Psyche?
Der staaer hun end, det veemodsfulde Blik
Til Afsked vendt mod Jorden og dens Smerte,
I venstre Haand Udødeligheds Drik —
Hun presser den begeistret til sit Hjerte;
Den høire Arm om Amor slynger hun.
Den Stolte, hvem hun nu for evigt eier, —
Et saligt Smiil om Gudens skjønne Mund
Fortæller om hans Lykke og hans Seier.
Urørt i Undergangen — stolte Syn! —
Stod Guden med sin Elskede ved Siden:
Thi Zeus, den Himmelske, med sine Lyn
Kun knuse kan, hvad der tilhører Tiden!
Det Timelige sletter Tiden ud.
Af sin Forkrænkeligheds Brøst det lider, —
Men hvad der i sit Udspring er af Gud,
Det lever evigt, gjennem alle Tider. —