Det lakker ud paa Aften,
Alt Mørket falder paa,
Og Nattehimlen hvælver
Sig truende og graa;
Vildt Vestenvinden pidsker
Den fraadende Strand,
Og store Bølger taarner
Det lette Flyvesand.
Hvem vandrer der i Natten
Med iilsomme Skridt?
En Bondeknøs. Hans Øie
Dog mandigt er og frit;
Han knapper sin tykke Kofte,
Han sagtner sine Fjed
Og trykker den laadne Hue
Dybt over Panden ned.
Han tænker vel paa Hjemmet,
Paa Davren hos„vor Moer”,
Paa Bilæggerovnen
Og det suulbesatte Bord?
Han kommer vel fra Kroen,
Fra Terning og Spil?
Ak nei, det er heelt andet,
Hans Hu stander til!
De havde mødt i Fjaltring,
De gjæve Bondemænd,
Og langveis fra og talrigt
De stævned var’ didhen.
Thi Fjenden hærged Landet;
Den fiendtlige Hær
Raste i vilde Horder
Med Ild og med Sværd.
End var han varm af Mødet.
Han havde kraftigt malt
Landets Nød og Jammer,
Og kjækt han havde talt
Om Troskab og om Kongen:
Hvert Ord fra Hjertet kom — —
Han havde Lov at tale
En Smule med derom.
Han havde fegtet tappert
Ved Femern, da det gjaldt;
Han stod ved Fjerde Christian,
Da Dannerkongen faldt;
Den Kugle, der traf Kongen,
Den lammede hans Arm,
Dog lammed den ei Modet,
Der brændte i hans Barm.
Hvad ændsed han sin Vunde!
Han saae jo, Kongen stod
Igjen paa Dækket opreist,
Skjøndt badet i sit Blod:
For Øiet holdt han Klædet,
Hans Høire Sværdet greb,
De graae Haar fløi for Vinden,
Kuglerne peb!
Nu var han vendt tilbage.
Med Hæderstegn? Ja vist!
Hans Hæder var ei ringe,
Han adlet var forvist, —
Det var jo samme Kugle,
Der Kongen traf og ham,
Der blinded Kongens Øie,
Og gjorde Bonden lam. —
Men hjemme raste Fjenden.
Den hvide Hvedemark
Var trampet ned og hærget
Af Hestehovens Spark;
Hans Moder og hans Søstre
Havde tigget om Brød,
Hans Huus var lagt i Aske
Og hans Fæstemø død!
„O Gud ha’e Lov, han sukked,
At ei Du fik at see,
Min Marri, denne Jammer
Og al denne Vee!
O hvem der laa dernede
Saa luunt og godt som Du!”
Saa tænkte han, og fremad
Han ilte mod i Hu.
Han mærked ei, at Sneen
Ham i Øinene føg,
At Vinden hvirvled Sandet
Mod Himlen som en Røg,
At Vesterhavet drøned
Mod Klipperevlen stolt:
Da lød der ved hans Side
Et tordnende: Holdt! —
Han vendte sig. Trods Mørket
En Ryttertrop han saae;
Den brede Pallask blinkte,
En Stemme raabte: Staa!
Et Flinteløb han følte
Presset mod sit Bryst, —
Det, syntes den gjeve Bonde,
Var en ulige Dyst.
Han stødte til Bøssepiben,
„Hvad vil I, Herre?, Siig!” —
— „Knegt, hvis Du kjender Veien,
Saa før os til Lemvigh!” —
— „Ih nei, det træffes heldigt,
Der holder selv jeg Rast.”
— „Saa sæt Dig op i Sadlen,
Men rap Dig! vi har Hast;
„Og hold Dig ved min Side,
Ellers gjør jeg det kort.
Man kan ei see foran sig,
Og Veiret er haardt;
Hvis ei vi fryse fast her,
Saa tænker jeg, at
Ved et Par af Jere Rønner
Vi skal varme os i Nat.” —
— „I spøger, gode Herre!”
Lo Bondeknøsen mildt,
Men Læben dirred harmfuld,
Og Øiet brændte vildt.
Da greb der ham en Tanke,
Han gjøs et Øieblik, —
Men strax igjen sin Fatning,
Sin Rolighed han fik.
Hen gik det over Heden
I buldrende Trav;
Stormen sin Torden blandte
Med det oprørte Hav;
Og Sandet fløi fra Hoven
Omkring dem som en Sky, —
„Har I Plads til os Alle
I Jer fattige By?” —
— „Bevares, I gode Herrer!
Ja vi har Plads til Fleer!
Om en lille halv Time,
Saa fryser I ei meer!” —
Og bort de fløi, hvor aldrig
Kom Harv eller Plov,
Som hungrige Glenter,
Der styrte ned paa Rov.
Og tykkere faldt Sneen;
Blæften drev sit Spil.
De satte sig fast i Sadlen
Og lod saa staae til.
Med Tøilen løs om Halsen
Stred Hestene som bedst
Igjennem Snee og Sandflugt
Og den hvinende Blæst.
Da lytted gjennem Stormen
Den bolde Jydesvend;
Han mærked en dæmpet Brusen
Han kjendte den godt igjen!
Og nærmere kom Lyden,
Bestandig mere nær:
„Hjælp nu, min Herre Jesu!
Hjælp Gud! Nu er vi der!”
Saa mumled Bonden sagte.
Et Øieblik, et Blink!
Saa styrted de sammen i Havet
Fra Klippens steile Brink;
Og Havets Hvinen spotted
De fortvivlede Skrig,
Og Stormen sang sin Gravsang
Over deres Liig.