„O svar mig, om Du mindes
Mig trofast og med Lyst?”
— Hvor kan dog Mistro findes
I sligt et Duebryst! —
„Kan end dit Hjerte banke
Oprigtigt, uden Svig?
Og har Du ingen Tanke,
Der ei tilhører mig?” —
Mon aldrig, min Veninde!
Ved Aftentid Du saae
For flygtige Nattevinde
De Taager, hvide, blaae,
Henover Engen svæve
Trindtom den skjulte Skat,
At Ingen den skulde hæve
Dristigt i sorten Nat?
Saadan min Sjæl, min Tanke
Omsvæver Dag og Nat
Det Sted, hvor Du mon vanke,
Mit Hjertes bedste Skat!
Men skal jeg, trods alle Farer,
Hæve den Skat engang, —
Hvad mon Du dertil svarer,
Du deiligste Blomst paa Vang?