Paa Himlen Maanen staaer blank og stor,
Dens Straaler gjennem Ruden lege
Med Hyacinthernes muntre Flor
Og med Violerne, de blege;
De visne hen de Stakler uden Duft,
De savne Fuglesang og Foraarsluft,
Thi Januar
Dem fostret har,
Og ingen Vaar for dem oprinder.
Saa luunt vi sidde bag Rudens Glar,
Henover Volden Blikket vanker;
Skraaes over for os i rød Talar
En Skildvagt gravitetisk spanker.
Hvor Staklen fryser! See nu han staaer!
Den røde Vante han mod Kolben slaaer:
„Vagt i Gevær!”
Eia, hvem der?
Ah, det er Runden! Ganske rigtigt!
Fra dette Strejftog ud i det Frie
Nu mine Blik tilbageile
Til min Venindes, der vis à vis
Med barnlig Ømhed paa mig hvile;
Min Sjæl fordyber sig i deres Sprog!
Hvert enkelt Træk er som en aaben Bog,
Hvori paastand
Jeg læse kan
Mit Held med Færdighed fra Bladet.
Hun lægger kjærligt sin Kind til min:
„Hvor Du betragter din Veninde!
See Maaneglandsen, hvor blaalig, fiin!
Dens Straaler Vei til Hjertet finde.” —
„„Ja den er lykkelig, thi den seer klart
Hvad ellers dybt i Hjertet bli’er forvart.””
„Det kan og Du,
— Hvisker hun nu —
Naar jeg blot aabner dine Øine.”
Undseelig taug hun. — O himmelsk Lyst!
Saa greb hun begge mine Hænder
Og trykked sagte dem til sit Bryst,
Det ømme Bryst, der for mig brænder;
Paa mine Øine fæsted hun sin Mund, —
Det var et kort, et altfor saligt Blund!
„Nu da, min Ven!
See op igjen
Og siig, hvad saae Du nu derinde?
„Dog nei, min Elskte! Lad heller vær’!
Man kan ei troe paa de Poeter.
Betroer man dem blot, man har dem kjær,
Det læses snart af Povl og Peter.”
Omkring min Nakke slyngte hun sin Arm,
Et Kys hun trykked paa min Læbe varm:
„Tag Dig i Agt!
Den samme Magt,
Der aabned Øiet, — lukker Munden.”