Det sidste Buestrøg dernede klang,
Og ned for Scenen Teppet ruller;
Og som en Modgift mod den smukke Sang
Nu lyder Piber, Klap og Bulder.
„Kom min Veninde! Tag din Kaabe paa,
Og bind Jeunessen om dit Haar. See faa!
Giv mig din Arm!
— Ei, hvilken Larm,
Og hvilken Trængsel her i Gangen.
Kom, ud vi smutte af denne Dør,
End hvisler Piben fælt derinde.
Der er Gongongen. Hvor stille! Hør,
Den brummer: Nok for dennesinde!
Træd lidt forsigtigt! Her er glat — men see,
Det hele Torv er jo belagt med Snee!
Hei, Bjældeklang!
Kaner i Gang!
Jo det gaaer lystigt rundtom Hesten!
Hvor disse Løgter brænde døsigt, Du,
Og kaste rødligt Skjær paa Sneen.
Jo det er koldt, det mærker jeg først nu,
Og hvor jeg længes efter Theen!
Nu snurrer alt Maskinen paa mit Bord,
Og Lampen brænder hos min gamle Mo’er,
Der er min Aand!
Giv mig din Haand —
Hvad! Jeg maa varme den i mine!
Du fryser, Kjære! Lad os gaae til!
De Roser, som saa høit jeg skatter,
De fine Planter Kulden dræbe vil,
Men frygt kun ei, de blomstre atter.
Jeg under gjerne dem den korte Frist —
Men siig, hvad søger Du paa Himlen hist?
Ah Nytaarsny!
Bag lette Sky
Det blegt og dæmrende fremglider.
Hvor sødt det smiler! Mig tykkes fast,
At der er noget i dets Flamme
Undseeligt, frygtsomt, — dit Øiekast
Har tidt et Udtryk af det samme.
Det er som aned det sin Skjønhed ei,
Som skjælved det og gjerne gik sin Vei.
Og dog hvor smuk!
Længsel og Suk
Er den Tribut, man Dig vil offre.”
— „Og er det ikke — hun hvisked bly —
Som om den lyste fra sin Himmel
Velsignelsen ud over Land og By
Og over al den skabte Vrimmel;
Som om det fyldte, det blanke Horn
Forjætted Overflod af Sæd og Korn,
En gylden Høst,
Lindring og Trøst
For alle dem, der useet græde.” —
Jeg trykked taus og rørt den lille Haand,
Men da hun blidt sig mod mig bøied,
Jeg saae den rene, den fromme Aand,
Der talte rørende i Øiet.
To Tiggerbørn forbi os gik. „„See der
Er Nyet tændt, og Penge har jeg her!
Det var da rart!
Nu hjem i Fart —
Nu blier vi rige, Du, ad Aare!””
Saa skreg den Ene, og bort de løb.
Til Drengens Spaadom jeg mig holder:
Hans Overtro er mig et mystisk Svøb,
Hvoraf min Lykke sig udfolder, —
Thi al min Rigdom, alt mit Held er lagt
I denne Haand, i disse Hænders Pagt,
Og Nytaarsny,
Har fra sin Sky
Jo lyst Velsignelsen derover.