Jeg forlod Italien, glad og berust,
Og som Fugle, der Skibet følge,
Drog en Flok af lyse Erindringer med
Og mig fulgte paa Land og paa Bølge,
Endnu for mit Øre Sproget klang,
Endnu hørte jeg om mig summe
En Efterklang af den høieste Lyst,
Som et Menneskes Bryst kan rumme.
Da holdt jeg foran et Tyrolerhus,
Som paa øjeblikket jeg kjendte.
Med et Glædesskrig foer jeg af Vognen ud,
Og min Fod mod Huset jeg vendte.
For halvandet Aar siden sneede jeg ind
Paa Nytaarsdag herved Huset.
Man modtog mig gjæstmildt. Datteren strax
Til Velkomst rakte mig Kruset.
Saa bænked de mig paa den varmeste Plads,
Satte frem af Alting det Bedste
Og loved at gjøre det bedre endnu,
Naar igjen jeg vilde dem gjæste.
Men Timerne løb som Minutter for mig,
Da Elsi tog frem ganske stille
Sin Bjergcither, satte paa Bordet den hen
Og begyndte at synge og spille.
Snart sang hun en Sang med sin friske Røst,
Snart Sagn paa Sagn hun fortalte.
De myldrede frem som Druer i Høst,
Som Stjerner paa Himlen den hvalte!
Fin og ætherisk, som der hun sad,
Syntes hun i disse Bjerge
En Fee, i hvis Haand var faldet den Lod
Eventyrskatten at værge.
Alt det dukkede frem for Tanken paany,
Og jeg skyndte mig ind for at trykke
Deres Hænder engang endnu til Farvel
Og glæde mig ved deres Lykke.
Den forreste Stue var tom og forladt,
Men en Mumlen, en dæmpet Klage
Trængte derind — jeg rev Døren op,
Men forfærdet foer jeg tilbage.
Fra Stuen mig mødte et blændende Lys
Med blaalige Røgskyer parret;
En Præst læste op af sin Bønnebog,
En Chordreng svang Røgelsekarret.
Paa en Ligbaare hvilte „Bjergenes Fee”
Med Hænderne folded paa Brystet,
Og ved Siden sad begge de Gamle og græd.
Jeg stod der, greben og rystet,
Og en krampagtig Hulken trængte sig frem
Fra mit pinte Bryst, og jeg kasted
Til Baaren endnu et taarefyldt Blik,
Før ud af Døren jeg hasted.
En deilig Morgen, der aldrig blev Dag!
En Knop, der ei aabned sit Bæger!
Et Væld af Skjønhed og Poesi,
Der aldrig meer styrker og kvæger!
Beklemt og bedrøvet kjørte jeg bort,
Mens Aftenens Taager alt lagde
Sig opad det mørke Karwendelbjerg,
Der sin Kegle mod Himmelen strakte.
Alting sortned i Dalen. Det var mig, som om
Et Sørgeslør der var trukket
Over Egnen, fordi dens fortællende Mund
For evig i Døden var lukket.