To Aar var der gaaet. Saa reiste jeg hjem;
Men tidt var jeg ved at forsage,
Thi hvormeget jeg end havde lært, der var
Uendelig mere tilbage.
Og dog jubled jeg høit og svang min Hat,
Da jeg saae vore grønne Skove,
De gyldne Marker, de blanke Søer
Og vort Flag paa den sølvblaa Vove.
Hvor syntes mig Sproget blødt og naivt!
Hvor favned jeg glad mine Kjære,
Og hvor skyndte jeg mig til „Sorgenfri”
Kongen min Tak at frembære!
Breve og Bøger bragte jeg med
Fra hans italienske Venner —
Videnskabsmand, der benudred i ham
Den fine og smagfulde Kjender!
Han modtog det glad. „Det træffer sig godt!
Idag har jeg Tid til at høre
Lidt om Sicilien, som til min Sorg
Jeg kom ikke til at berøre.”
Saa skildred jeg varmt den trinakriske Ø,
Saadan som den stod for min Tanke,
Det koldeste Blod til at banke.
Og længst og helst jeg dvælede ved
De pragtfulde, store Ruiner,
Der see paa den fattige Nutid ned
Med mørke, tungsindige Miner.
Snart stod vi ved Santa Rosalias Grav,
Snart oppe paa Etnas Krater,
Snart lyttede vi til Sophokles’ Vers
Paa Taorminas Kæmpetheater.
Han spurgte, om ei fra Normannernes Tid
Jeg havde truffet paa Rester —
Jeg førte ham til Sarkofagerne, som
Gjemme de nordiske Gjæster.
Han spurgte, hvor der blev udgravet mest,
Og med forundrede Blikke
Han saae paa mig, da jeg svarede tørt:
„Majestæt, der graves slet ikke.” —
„Men hvor er det muligt? Summer der bli’er
Jo bestandig, naar Aaret er omme,
Anviist dertil. Hvor gaae de da hen?”
— „De gaae i Kong Ferdinands Lomme!” —
Hans Ansigt fortrak sig. „Er det da sandt?
Er han pengegridfk, som man vil sige?”
— „Jeg troer, at i det Punkt finder man ei
I den hele Verden hans Lige!
Og skjøndt der er Nok, der vil mele
Deres Kage med ham, saa lykkes det ei:
Chatolkassen sluger det Hele!
„Paa et lille Torv i Catania staaer
I Bronze hans Billedstøtte;
Den høire Haand løfter han tvungent tilveirs —
Man seer ikke ret, til hvad Nytte.
„Der siges, han sværger, at holde han vil
Constitutionen i Ære;
Men Andre paastaae, han siger: Saa høi
Skal fra nu af min Pengesæk være!
„Paa den Maade trives naturligvis bedst
Alt, hvad der Ingenting duer —
Og Tyve og Røvere sværme omkring
Som i Høsttiden giftige Fluer.
„Derfor jubled man og, da en Bande nys
Ved Palermo, fortalte Rygtet,
Havde snappet Kongens Bagage bort
Og var med den til Bjergene flygtet.
„Tredive Vogne, belæssed med Alt,
Hvad paa Reiser kan glæde og nytte,
Linned og Husgeraad, Vin, Proviant
Og Sølvtøi — det var et Bytte!
„Det undred mig kun, at man syntes reent
Det gamle Ordsprog at glemme,-
At den ene Ravn hugger ei Øiet ud” ....
Her afbrød mig Kongens Stemme:
„Ja, Sicilien er et deiligt Land!”
Der var i de Ord og i Tonen
En Tilretteviisning, der maned mig om
At huske paa Situationen.
Jeg taug forbløffet. En Pause der blev.
Med et Smil, et forunderligt blandet,
Begyndte han saa paa sin aandrige Viis
At tale livligt om Andet.
Men hvergang i mit Liv hans bedaarende Form
Igjen vilde lægge mig Snare,
Toenkte jeg blot: „Ja, Sicilien er” ....
Saa havde det slet ingen Fare.