Aaret derefter drog atter jeg bort.
Min homeriske Lyst til at kjende
Folkenes Sæder, Lande og Byer
Med mit Liv vil sagtens først ende.
Men denne Gang nordpaa jeg styred min Cours,
Og en Sommerdag Bølgen mig vugged
Ind til Birgers gamle ærværdige Stad,
Som op af Mælaren dukked.
Hvor var Livet forskjelligt dengang og nu!
Droschker og store Hoteller
Kjendte man dengang næsten ei til
Og til Skandinavisme ei heller.
Paa Bryggen en Sværm af flickor der stod
Og skreg, som om Livet det gjældte,
For at bringe os til et Privatlogis,
Os trætte, veifarende Helte.
En prægtig, storslaaet, lyshaaret En
Min Kuffert paa Skulderen kasted,
Tog saa min Vadsæk, nikkede mildt
Og rask nedad Gaden hun hasted.
Paa Reise finder jeg altid mig i
Hvad naadigt mig Skjæbnen bestemmer;
Derfor fulgte jeg fromt og beundred saa smaat
Underveis hendes Væxt, hendes Lemmer.
Men da vi saa traadte i Huset ind,
Da forpustet hun løsnede Trøien
Og aabned mig Dørene, saae jeg strax,
At jeg her havde skudt Pappegøien:
Tii Huset var muntert, venligt og lyst,
Og Synet af min Vertinde,
En huslig og trivelig lille Mama,
Lod al Frygt og Bekymring forsvinde.
Stockholm var dengang hurtigt beseet,
Og dog var jeg altid paa Farten,
Thi der var af Poeter en heel Legion,
Og jeg kjendte snart Broderparten.
Min kjære Mellin strax førte mig hen
Til Dahlgren, hvem jeg beundred,
Til Beskow, Crusenstolpe, Carlèn
Og til Blanche, der var vittig for hundred.
Jeg leved med Strandberg og Lindeblad,
Med Sätherberg og Cygnæus,
Og hvor vi var sammen, var altid med
Det er ham, der løser Digterens Mund,
Det er ham, der dulmer hans Smerter,
Og til Glassenes Klang lød derfor hans Pris
Fra unge, begejstrede Hjerter.
Brorskål og Farbrorskål glade vi drak,
Og vi svor paa «i Norr och i Söder»,
Hvor end vor Skjæbne førte os hen,
«Att vara vänner och bröder.»
Saaledes det kom, at da jeg igjen
Vendte hjem til mine Penater,
Havde Stockholmsreisen beriget mig med
Et halvthundred Dus-Kammerater.
Saa kom jeg hjem, og en god Deel Vand
Var siden i Stranden der rundet —
Da fik en Dag med eet jeg Besøg
Af en Fremmed fra «hinsidan Sundet.»
«Hur står det till? Hur mår du, min bror?»
Spurgte han mig med en Mine
Saa gammelbekjendt, saa sikker og tryg,
At det ordentlig voldte mig Pine.
Det var aabenbart en af mine Halvtreds,
Men hvem? Med en usikker Stemme
Bad jeg ham høfligt sætte sig ned
Og betragte sig hos mig som hjemme.
Saa spurgte jeg ivrigt til Den og til Den
Af de Venner, jeg elsker og ærer.
Mellin havde giftet sig, Dahlgren var død,
Og Blanche gjorde gode Affairer.
Det vidste jeg Alt; men Samtalen gled
— Vistnok lidt fersk og vandet —
Til den sagtnede først og stopped saa reent,
Som en Flod, der sig taber i Sandet.
Saa spurgte til Göranson jeg tilsidst,
Men det Spørgsmaal skulde jeg sparet,
Thi han reiste sig ganske forbløffet og saae
Halv fortvivlet paa mig og svared:
«Göranson? Göranson? Det är jo jag!»
Au! tænkte jeg, det var som Fanden!
Men jeg svarede rask: „Nei, der var To!
Du begriber, jeg mener den Anden!”
Saa grunded han lidt. «Ack Jönsson det är!
Ja, Jönsson, det kan jag tänka!
Och äktat i stället en eka!»
Af det Bytte vi loe. Men jeg tænkte som saa:
Det kommer der af, naar man slutter
Ung og letsindig en Evighedspagt,
Der er glemt om nogle Minutter!