Nogle Vers jeg til Sarkofagen.
At Hjertet var med, at jeg elsked ham høit,
Fremlyste klart som Dagen;
Men havde jeg ogsaa skildret hans Aand,
Hans luttrede Smag, hans rige
For Natur og Kunst begeistrede Sjæl? —
Det vidste jeg ikke saa lige;
Og derover grubled jeg just, da der blev
Banket paa Døren. En Tjener
Kom strax efter ind med Brev fra en rig
Grosserer blandt mine Venner.
Han bød mig til Middag. Jeg takkede kort:
„Hils, jeg skal have den Ære!”
Da saae jeg i Brevet et lille Postscript.
„Vent lidt!” Hvad kan det dog være?
Min gamle Ven var en stor Humorist,
Og jeg, som kjendte til Rumlen,
Jeg vidste godt med salig Peer Brast,
At bagefter kommer just Humlen.
„Det skal glæde mig,” skrev han, „hvis det er sandt,
Hvad et Blad har mig foregjøglet,
At vi ere Medarbeid’re, vi To —
Det er mig, der leverer Fløilet!”
„Ja saa maa De vente et Øieblik, Niels!
Det skal ikke vare længe!”
Og saa tog jeg Pen og Brevpapir frem
Og slog paa de artigste Strenge;
Forst takked jeg for hans Invitation —
Det var mig den største Glæde,
En Svir, en Høitid at komme til ham —
Den Vise kan Alle kvæde;
Saa føied jeg til et lille Postskript,
Uskyldigt og blødt som hans eget:
„Jeg seer, vi er’ Medarbeid’re, vi To,
„Hvad naturligviis glæder mig meget.
„Mit Arbeid er færdigt, hvorom De strax
„Pligtskyldigst her averteres;
„Jeg sender det indlagt og udbeder mig
„Tilbage en Prøve af Deres!”
Paa Couvoluten Adressen jeg skrev
Med et kjækt „Velbaaren” for oven,
Og glæded mig ved, at min vittige Ven
Fik Svar, som man raaber i Skoven.
Men samme Dag fik jeg Fløil til en Vest,
Og min Ven forsikkrede villigt,
At Efterskriften var langt mere værd,
Og at han var sluppen for billigt.