Ved Museets Indvielse
October 1842
October 1842
Mellem disse Mure, som skal gjemme
Dine underfulde Værker trygt,
Byder Sangen Dig velkommen hjemme
I det Tempel, Folket Dig har bygt.
Tomme staae endnu de store Haller —
Lad da Sangen med sin stærke Magt
Smukt dem vie ind, nu Tiden kalder,
Til et Værn om hvad Du har fuldbragt.
Har I hørt det, stærke Tempelsider!
Har Du hørt det, høie Søilehal!
At med Troskab gjennem alle Tider
Om en Kunstners Arv I frede skal!
Ei hans Arvelod fra Fader, Moder —
Nei, men den, han fik fra Himlens Blaae!
Ei hans Arvelod af Jordens Goder —
Nei, men den, der aldrig kan forgaae!
Veed I og, at, mens I kjærligt frede
Om hvad Kunsten deiligst har frembragt,
Er en Guddom mellem Jer tilstede
Med sin stærke, underfulde Magt:
Thi et evigt Guddomspræg der luer
Paa hvert Værk, Geniet har fuldbragt —
Hvælver derfor trøstigt Jer, I Buer!
Høie Piller! holder trøstigt Vagt!
Dette Sted vil Tusinder betræde
Med et bøiet, sorgbetynget Sind —
Lad dem komme alle de, som græde,
Aabner Jer, I Porte! luk dem ind!
De skal see, at Kunsten kan husvale
Jordens Smerter med en himmelsk Trøst!
De skal see, at Marmor og kan tale
Med en Guddoms naaderige Røst!
Derfor hører det, I stærke Sider!
Derfor hør det, høie Tempelhal!
At med Troskab gjennem alle Tider
Om en Kunstners Arv I frede skal!
Hvælver Eder dristigt, stærke Buer!
Høie Piller, holder trolig Vagt:
Hvad der luttret er i Aandens Luer,
Staaer alt her med Evighed i Pagt.