Min Kuffert var pakket. Jeg gjennemgik
Paany min Reiseplan — eller,
For at tale correkt, jeg sad som saa tidt
Og byggede Luftkasteller.
Af Ministrene havde der flere
Men jeg vidste, jeg trængte til mere.
I disse Beregninger sad jeg fortabt,
Da et Brev mig pludselig vækker;
Det var nogle venlige Linier fra
Reitzel, min Ven og Forlægger.
Hans Hustru, skrev han, var ikke vel —
Dog vilde til Afsked han drikke
Han haabed, jeg svigted ham ikke.
Faa Timer efter gemytligt og glad
Sad vi ved Middagsbordet,
Og mens Vinen skummede i vore Glas
Fløi vingelet mellem os Ordet.
Vi drak Skaaler for Reisen, det Ukjendte, Ny,
Og for dem, som i Hjertet vi gjemme,
Og slog fast, at den Bog, som paa Reisen jeg skrev,
„Den Titel er god nok!” raabte han glad,
Og sit Glas henimod mig han rakte,
Imens paa hans blege Kinder Virgils
„Dog”, sagde han, „det staaer i Fremtidens Bog,
Og det bliver altid en Gjetning;
Lad os derfor, mens ved Desserten vi er’,
Gjøre op en anden Forretning!
„I min Bog der staaer, at jeg skylder Dem
Fra den nyeste Tid endeel Penge,
Og saa tænkte jeg paa, at paa Reisen maaskee
De til Hjælpetropper kan trænge.”
„De skylder mig!” — „Ja De husker jo nok
Det Mindeblad, vi arrangered
Om Fredrik den Sjette, det, hvorimod
De dengang saa stærkt protestered.”
— „Ja vist, det var dumt! Tolv Linier, som
Alle Mennesker udenad kunde!”
— „Naa, naa!” han gned sig paa Armen og lo,
„Saa dumt var det ingenlunde!
„De forlangte Intet, men jeg tænkte mig strax,
At Gevinsten vi skulde dele.”
— „Ja den er vist stor!” — „Den er ikke saa gal!
Her er Regnskabet over det Hele.”
Og saa Log han en mægtig Brevtaske frem,
Lagde Regnskabet for mig og skyndte
Sig at tælle saa mange Hundreder op,
At for mig det at svimle begyndte.
Pengene skjød han glad til mig hen,
Lod mig skrive mit Navn paa en Strimmel,
Og med alt det saae han saa lykkelig ud —
Gud glæde ham nu i sin Himmel!
— Dagen derefter seiled jeg bort,
Og da mod Kysten Blikket jeg vendte,
En Skare af Venner inde fra Land
Et rungende Hurra mig sendte.
To Aar der gik, to prægtige Aar,
De bedste, som jeg har levet,
Og som i en smuk og lykkelig Leg
„Ude og hjemme” blev skrevet.
Af den rige Høst, jeg svælgede i,
Nogle Ax lod dengang jeg ligge —
Jeg aned vel ei, der var Kjerne deri,
I al Fald saae jeg den ikke.
Jeg har siden kjærligt sanket dem op
Og bragt dem hjem til min Lade.
Som Minder fra Ungdommen dukke de op
Her paa de følgende Blade.