Dagen til Afreisen nærmed sig rask.
Endnu jeg vilde kun bringe
Og saa udspænde min Vinge.
Han modtog mig strax. „De vil sige Farvel?
Naar reiser De?” Med nogen Stammen
Jeg nævnede Dagen. „Saa tidligt! Aa, kom
Og lad os spadsere lidt sammen!”
Saa gik i Stuen vi op og ned
Og talte. Tid t stod han stille,
Og under de tykke, buskede Bryn
Skinnede Øinene lyse og milde.
Saa gik vi paany. Med eet sin Arm
Om mit Liv han faderligt lagde,
Og mens vi frem og tilbage gik,
I den kjærligste Tone han sagde:
„Nu gjælder det, om De kan godt holde Hus
— Jeg mener ei med Deres Penge —
Behøver De fleer, saa skriv blot til mig,
Og De skal ikke vente længe!
„Nei det, som De nærmest maa spare paa
Det er Deres Sundhed og Kræfter!
Er de først borte, saa er det galt —
Dem kan man ei skrive efter!
„Brug vel Deres Tid! De har jo den Kvist,
Der altid peger paa Skatten,
Og kom saa hjem, som man nys til Dem sang,
Kom hjem med Laurbær i Hatten!
„Men Eet maa især De bringe med hjem
Og holde paa til det Sidste:
Det er Deres gode, danske Sind!
Det kan og vil vi ei miste!”
Ak disse Ord, hvor mægted de tidt
Sindet mildt at bevæge!
Hvor laa der i dem en forunderlig Magt
Til at styrke, muntre og læge!
Lad os flytte den Scene i Nutiden hen
Og lad os saa spørge tillige:
Hvad vilde en Nutids-Minister vel
Under lignende Forhold sige?
Jeg troer, at — hvis ikke helst han vil
Reent for den Gêne sig spare,
At høre Poeten udtale varmt
Sit Haab og sin Frygt — vil han svare:
„Ja, kjære Ben! det er udmærket godt,
Men derom spørges der ikke!”
Og saa vil han see til Uhret hen,
Distrait, med urolige Blikke.
„Det Eneste, der forlanges af Dem,
Er, som De sagtens begriber,
At De hurtigst skynder Dem hjem igjen,
Saasnart det med Pengene kniber.
„Hvad troer De, at Venstre bryder sig om
At der bliver poetiseret?
Det fordrer kun strengt, at jeg holder mig til
Hvad der eengang er budgetteret.
„Skriv ikke om Tilskud! Det nytter s’gu’ ei,
At jeg kommer med Sligt til Thinget! ...
Desværre, nu maa jeg derop igjen —
De seer, at jeg staaer paa Springet!”
Og saa vil han bukke og ønske saa smaat,
Du var ude af Stuen — og Landet! —
Og reent ud sagt, saa kunde vel ei
Han svare synderlig Andet!