Mens Lampen spreder sit hvide Skin,
Og Alt i Huset er roligt,
Jeg sidder og skriver med tænksomt Sind, —
Du kommer og lægger din Kind til min
Og hvisker Godnat fortroligt.
Godnat, min søde, min elskede Viv,
Min faure, duftende Rose!
Og Du, min Pusling, mit Alt, mit Liv,
Min Øiesteen og mit Tidsfordriv!
Sov sødt, Du Knop paa min Rose!
Jeg kysser hans Kinder, hans Bryst og Arm,
Hans buttede, smaabitte Hænder;
Jeg jubler af Glæde, mens sødt ved din Barm
Han smiler og slumrer: „Saa gjør dog ei Larm!
Du hvisker og smilende skjænder.
Du lægger ham varsomt paa Puden blød
Og vugger med yndige Lader
Den blomstrende Dreng i en Søvn saa sød
Og nynner — hvi blier jeg med eet saa blød? —
Og nynner en Sang af hans Fader.
Da svulmer mit Hjerte, da blusser min Kind,
Begeistring fylder min Tanke,
Og mangt et drømmende Hjernespind,
Der gjøgled for Barnets fyrige Sind,
Jeg føler i Hjertet banke.
Barnagtigt jeg drømmer mit Navn berømt,
I Tankerne seer jeg det føiet
Til deres, som Muserne elskede ømt —
O Gud! da føler jeg først, jeg har drømt,
Og Taarerne staae mig i Øiet.
Dog bort med sygeligt Sværmeri,
Med Mismod og Qvindetaarer!
End bæver min Aand sig dristig, fri,
Og Guddomsgnisten boer end deri,
Skjøndt tidt mig en Løgtemand daarer.
Nuvel! jeg stævner i Kampen paany,
Mit Sværd, min Lyra at prøve —
Og hænger end Krandsen i høien Sky,
Jeg fik dog ei Vinger, for feigt at flye,
Men for deres Kræfter at øve!
Og var jeg vel værd, at Du havde, mig kjær,
Fortjente jeg nogensinde
Dit Haandtryk og Smiil, hvis ei med Enhver
Jeg voved en Kamp om Seirens Trophæer,
Begeistret af Dig, Veninde!
Jeg vaager for Dig — sov sødt, min Viv,
Min faure, duftende Rose!
Og Du, min Pusling! mit Alt, mit Liv,
Min Øiesteen og mit Tidsfordriv —
Sov sødt, Du Knop paa min Rose!