Naar mit Øie er lukt,
Og naar Grønsværet smukt
Dækker Høien, hvorunder jeg sover,
Naar i Linden en Fugl
Fra sit bladrige Skjul
Synger ensomt sin Gravsang derover
Skal jeg slumre da trygt?
Vil ei Længsel og Frygt
Banke tidt paa min smuldnede Kiste?
Vil min Sjæl paa sin Flugt,
Naar mit Øie er lukt,
Ikke dvæle ved hvad den forliste?
Jo tilvisse! Jeg troer,
Der er Noget paa Jord,
Der vil drage den ned fra sin Himmel,
Der vil mane den ned
Fra sin Hvile, sin Fred,
Ned til al den forvirrede Vrimmel.
Er det, Rose, din Pragt?
Er det, Bølge, din Dragt?
Er det Fjeldenes skykronte Toppe?
Er det, Zephyr, din Dands?
Er det, Stjerne, din Glands? —
Alt det seer jeg vel bedre histoppe.
Eller Du, ved hvis Bryst
Jeg i Sorg og i Lyst
Fandt den Styrke, der sømmer sig Manden?
Nei! din Vaar blev jo min,
Vel min Bane blier din,
Vi vil vandre den tro med hinanden!
Og dog Noget jeg fik —
Hvi bedugges mit Blik,
Mens ved Hjemmet med Ømhed det dvæler?
O min elskede Søn!
Tidt for din Skyld i Løn
Ned ad Kinden en Taare sig stjæler.
I dit barnlige Sind,
Paa din blomstrende Kind
Har Uskyldighed præget sit Stempel;
Ingen lokkende Drift,
Ingen snigende Gift
Har besmittet, o Uskyld! dit Tempel.
End Du aner det ei,
At den smilende Vei,
Der nu aabner sig for dine Blikke,
Er lig Skummet paa Hav —
For din Uskyld en Grav —
O mit Barn, nei det aner Du ikke!
Ei Du kjender den Magt,
Der i fristende Dragt
Vil berede Dig Anger og Smerte;
Den vil trænge sig ind
I din Sjæl, i dit Sind, —
Den vil klamre sig fast til dit Hjerte —
Den vil bøie dit Mod,
Den vil drikke dit Blod
Og maaskee ... nei, jeg bæver ved Tanken!
Og din Fader skal ei
Kunne lede din Vei
Og i Skibbrudet række Dig Planken!
Som den vildsomme Fugl
Uden Rede og Skjul
Skal Du flagre for Vind og for Bove —
Hvem skal styre din Flugt,
Naar mit Øie er lukt.
Og hvordan skal jeg trygt kunne sove?
Hvem skal styre din Flugt,
Naar mit Øie er lukt —
O jeg Daare, det øiner ei Havnen?
Der er En over Sky —
Hen til ham vil Du flye,
Han vil kjærligt Dig tage i Favnen?